Mens folk bander kulde og sne væk, så sidder jeg bare her og kigger ud på byens torv, hvor sneen har lagt sig som en dyne – omend lidt tynd – men snehvidt, det er der!
Og jeg synes det er så dejligt. Jeg elsker denne årstid. Jo, det er da lidt tungt at fjerne is fra bagruden og mærke fingrene fryse til istapper… men jeg synes bare det er så fantastisk. På sin helt egen måde… Lad mig forklare.
Det er fantastisk at vi lever i et land med årstider, der rent faktisk i år er en realitet. Sidste år var nærmest ét langt efterår, og så brokkede vi os over det. Nu kommer vinteren, og lad os nu hylde den.
Jeg tænder stearinlys, når jeg møder ind på arbejde om morgenen. Og fyrer op i brændeovnen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Nyder at mærke den friske frostluft helt ned i det nederste af lungerne, når hunden skal luftes. Trækker huen ned over ørerne og får gåsehud, når snefnuggene rammer næsen. Elsker at komme hjem og smide støvler og vanter fulde af sne i bryggerset og spæne ind foran brændeovnen og mærke varmen. Løber ud i haven med kameraet, når den yngste kalder, fordi hun har trillet en snemand.
Hver årstid sin charme. De fleste foretrækker sommer og sol. Det synes jeg er så synd for vinteren, og ved nærmere eftertanke er det vel derfor, vi nærmest har skræmt den væk – vinteren – fordi så mange har travlt med at skælde vinteren ud og råbe på sommer.
Nej – min yndlingsårstid er NU – jeg foretrækker klart smukt frostvejr fremfor sommermånederne, der som regel blot er våde og klamme med et par enkelte dage, der føles som Randers Regnskov. Så Kong Vinter – slå dig endelig bare ned – du er velkommen her hos mig.
Og PS. Så er det da også nemmere at komme i det helt rette autentiske julehumør, når sneen daler derude, ikke?