Er der en der holder jul med glæde, så er det Mads Sørensen.
Den nye udvalgsformand for Kultur og Fritid husker dog også julen som en travl tid.
– Min far var pelsavler og pelstiden trak sig til juleaften, så jeg er født ind i den branche, fortæller han.
Julen i år holdes med forældrene, søsteren, svogeren samt nevøerne.
– Her er menuen så gås og ris ala mande. Det er også en tradition i familien.
Familien plejer så at holde familiejulefrokost 1. juledag og 2. juledag er det hos kærestens familie.
Vild med bløde pakker
Som barn var det ikke de bløde pakker der trak mest.
– Men sådan er det nu. Jeg ønsker mig meget bløde pakker, bukser, underbukser, strømper og skjorter, osv., smiler Mads Sørensen, som af mange også kendes som julemanden i Sig/Thorstrup.
Mine egne nevøer tror dog ikke på mig mere som julemand. Men jeg har indvilget i at besøge gode venners børn juleaften, så mellem hovedretten og desserten kører jeg lige ud som julemand, griner Mads.
Nytårsaften holdes i Sig med gode venner.
– Jeg har en gang prøvet at være udrejst nytårsaften, men ellers er det en tradition at vi mødes med nogle gode venner, slutter Mads Sørensen.