Siden efteråret 2017 har mere end 150 kursister fra AOF Job og Dansk oplevet en af demokratiets helt store hjørnesten: Folkebiblioteket. Og der er flere på vej.
– De kommer fra mange forskellige lande og kulturer, og det danske biblioteksvæsen er for de fleste en fremmed størrelse, fortæller Christina Jespersen, som er formidler på Varde Bibliotek.
– De i alt 14 hold besøger biblioteket to gange, så det er en stor mundfuld for biblioteket. Men tiden og kræfterne er godt givet ud, for det er en vigtig investering i dagens og fremtidens borgere i Varde Kommune, tilføjer hun.
Biblioteket fremmer integrationen
Integrationen er et af bibliotekets væsentligste indsatsområder, og projektet styrker samarbejdet mellem AOF Job og Dansk og folkebiblioteket.
– Målet er at øge flygtninge og indvandreres demokratiforståelse, at skabe gode relationer mellem kulturer og ikke mindst at være med til at give de nytilkomne et godt liv i Danmark. Samtidig er sigtet også at skabe borgere, der er klar til det danske arbejdsmarked, og her spiller sproget, de menneskelige relationer og kulturforståelse også en afgørende rolle, fortæller Jesper Just Nielsen, som var med, da kursisterne for anden gang besøgte biblioteket, kort før jul.
Kursisterne blev mødt med både smil og kaffe på kanden, og efter en lille snak og en lille konkurrence i, hvor meget de kunne huske fra sidste gang, blev de vist rundt på biblioteket for at se de mange døre, der kan åbnes med deres sundhedskort.
Særligt det, at biblioteket er meget mere end bøger, vækker deres nysgerrighed, men også at der er noget for enhver: Lette bøger for børn og for voksne, legeområder for de mindste, legetøj, udklædningstøj, film og musik, 3D-printer og snart også symaskiner.
– Kursisterne kommer fra alverdens lande, og for dem, er bibliotekets mangfoldighed og mange tilbud en helt ny verden, fortæller underviser Ulla Schnoor Riber, som var med holdet på biblioteket.
– Ved at komme her, lærer de ikke kun om den danske kultur men møder også mange andre og bliver bedre til at læse, men også deres børn lærer fra starten om bibliotekets muligheder, tilføjer hun.
Biblioteket er et lærings- og oplevelsesrum, men også et sted, hvor man bare kan læse avisen eller mødes med andre.
Et dejligt sted
To af kursisterne, 38-årige Svitlana Velychko fra Ukraine og 38-årige Mariam Houri fra Syrien nyder begge at komme på biblioteket.
– Jeg kom til Danmark for 10 måneder siden og synes det er dejligt at komme her, fortæller Svitlana, som har to børn og bor i Tistrup, hvor de ofte får besøg af bogbussen.
– I Ukraine arbejdede jeg som sekretær på et sygehus. Nu går jeg på sprogskole tre dage i ugen og derudover laver jeg lektier. Hvis tiden er til det, så gør jeg også rent i sommerhuse, fortæller hun.
– Mariana bor i Nørre Nebel og er begejstret for bibliotekets mange muligheder.
– Der, hvor jeg kom fra i Syrien, var der langt til biblioteket, så det er dejligt at opleve dette bibliotek og de mange muligheder. Jeg kommer her ofte, fortæller Mariana, der udover at gå på sprogskole, gerne vil være frisør.
– Jeg lærer også dansk ved at arbejde i Netto i Nørre Nebel og jeg glæder mig over at bo i dette land. Vi vil rigtig gerne integreres og vi gør alt for det, fortæller Mariana som også har to børn.