Selvom vi går mod lysere tider, cykler mange stadig i mørke. Hver femte cyklist ved heller ikke, hvilke reflekser der er lovpligtige. Desuden lever mange danske cykler heller ikke op til lovkravene.
Manglende viden hos den yngre generation
Du er langt fra den eneste, hvis du ikke ved, hvilke reflekser der er lovpligtige på din cykel. Codan og Børneulykkesfondens årlige refleksundersøgelse viser nemlig, at næsten hver femte cyklist ikke aner, hvilke reflekser der i følge loven skal være monteret på cyklen.
Det er hovedsagligt den yngre generation mellem 15-34 år, det er galt med. Den ældre har generelt bedre styr på det.
– En stor del af de unge cyklister kender ikke reglerne for cykelreflekser. Det peger på, at alle der arbejder med trafiksikkerhed skal blive bedre til at oplyse om reflekser og deres betydning for trafiksikkerheden, siger Camilla Amstrup, der er privatdirektør hos Codan og bestyrelsesformand for Børneulykkesfonden.
Ulovlige cykler
Det er næsten hver fjerde cyklist, der svarer, at de ikke har den lovpligtige hvide refleks foran på cyklen – og det samme gør sig gældende for reflekserne i hjulene. Reflekserne mangler særligt på cyklerne i Region Hovedstaden. Her har samlet set 34 procent af cyklisterne ikke den lovpligtige hvide refleks monteret foran på cyklen, og 40 procent mangler den røde refleks bagpå.
Det er bekymrende, at det netop er i hovedstadsområdet, vi ser de største mangler på cyklerne. I de store byer er der typisk meget trafik og aktivitet og dermed risiko for at blive overset. Hvert fjerde cykeluheld sker i mørke, så der er god grund til at få styr på synligheden, lyder vurderingen fra Camilla Amstrup.
Kurv frem for refleks
Reflekser får ikke den opmærksomhed, de fortjener på trods af, at de mindsker risikoen for at blive påkørt i trafikken med 85 procent. Cykelkurv, pumpe eller andet udstyr vægtes ofte højere end en ekstra refleks op overtøjet.
– Næsten halvdelen af de danske cyklister vil helst have deres cykelhjelm med på turen, og det er meget positivt. Det tyder på, at cyklisterne generelt prioriterer trafiksikkerheden, men mangler viden om, hvor effektive reflekser rent faktisk er i forhold til at reducere risikoen for ulykker i trafikken, siger Camilla Amstrup.
Undersøgelsen viser desuden også, at mere end hver tredje bilist har overset en cyklist eller fodgænger pga. manglende reflekser eller lygter.