Onsdag den 6. april kl. 19.30 klinger det fine orgel i Sct. Jacobi Kirke igen for første gang ved en koncert efter i lang tid at have været pakket ind i plastik pga. kirkens renovering.
Orglet er ikke blevet ændret, men det er er blevet renset og stemt, og det giver sammen med ændringer i kirkens lydforhold pga. renoveringen en anderledes klang, der er mere lys og åben end tidligere,
Sct. Jacobi Kirkes organist Christian Blom Hansen vil gerne præsentere dette ved koncerten og har valgt at spille musik, der passer særligt godt til orglet.
Koncerten indledes med musik af den nordtyske barokkomponist Georg Böhm: Præludium og fuga i a-mol og variationer over salmen “Fryd dig, du Kristi brud”.
Johann Seb. Bach er musikhistoriens største orgelkomponist, og blandt hans mest betydningsfulde værker er samlingen af orgelkoraler “Orgelbüchlein”, korte fantasier over salmemelodier. At netop disse orgelkoraler er meget velklingende på orglet viste den kendte franske organist Marie-Claire Alain, da hun i 1960’erne valgte at indspille bl.a. disse stykker på orglet i forbindelse med sin indspilning af Bachs samlede orgelværker.
Christian Blom Hansen spiller et uddrag af “Orgelbüchlein” og afslutter koncerten med et af Bachs store orgelværker, Præludium og fuga i a-mol.
Der er gratis adgang til koncerten.