….Jeg sagde det hånligt, mens pastasalaten blev kylet indenbords. En af de få fordele ved denne COVID-19 tid er, at pigerne nu har TID til at hjælpe med aftensmaden. Og pastasalat er på deres top 10…
– Ja hvilken sommer, vi går i møde… ikke noget sommerspil. ØV, ellers så hyggeligt at blæse rundt dernede i Arnbjergparken og sludre med alle de gæve skuespillere – og sidde der til premieren og mærke suset… øvøv..
Og Owen Luft, jeg skal ikke stå der og skyde en million fotos af alle de glade mennesker, der i sommerfesthumør skråler med foran scenen… eiihhh altså…
Og Open Air – heller ikke det kan jeg se frem til – at spæne rundt med mikrofon og voldstalke kunstnerne backstage i 30 grader med fadøl under armen… næhh aflyst aflyst aflyst…
Mine piger kiggede på mig, som jeg sad der og øffede: MOR hvad med os? Prøv at tænk på OS?
Så blev jeg stille lidt. Jeg har jo været der, masser af gange – væltet rundt på festivaller, til sommerkoncerter, drukket for mange kulørte drinks i tusmørket, mens musikken bragede bagved… det har jeg faktisk. Stået og hvinet ved scenekanten og skrålet og skålet med fra bænkene. Mange gange. Men mine tre teenagepiger, de har så meget til gode, og det er nu, de skal mærke verden – sommerverdenen for fuld musik. Være unge, feste, opleve, danse, kysse og synge… og alt det der, man skal, når man er ung…! (Og også når man er nået min alder – bestemt, men igen – vi har jo været der – og vi VED, tiden kommer igen…ikke?)
Hvis jeg som 15 – 17 – 19 årig var blevet tvunget til at sidde hjemme dag efter dag – aften efter aften sammen med mine forældre – uden udsigt til fester, festival og koncerter, ja så tror jeg faktisk ikke, jeg havde tacklet det så pænt, som mine piger gør. Det der med “vi tager en tur til stranden – tit” er måske et sølle plaster på såret…
Så – ja, jeg er simpelthen så enig med den norske minister Bent Høie, der spot on siger: Næste sommer findes ikke, når man er ung.
I hans tale forleden takkede han de norske unge for at sætte deres liv på pause, for at andre kan beholde deres. Her skitserede han flere af de ændringer i hverdagen, som de unge har måttet acceptere. Sundhedsministeren sagde samtidig, at han godt kan forstå, hvis de voksne er frustrerede over at arbejde hjemmefra.
– Men sommerhuset ligger jo bare og venter på jer, og kontoret ligner også sig selv, når I vender tilbage. Sådan er det ikke, når man er ung. Du får ikke sommeren tilbage, da du var 17. Og studentertiden kan ikke afspilles igen, lød det fra ministeren.
– – –
Husk lige det, næste gang der peges fingre og råbes af, at de unge ikke kan finde ud af det her COVID-19 – ros dem og anerkend dem i stedet – de unge – de fortjener det!