Hvorfor blev det lige trækbasunen som instrument?

I Musik & Billedskolen undervises der i en lang række instrumenter, og det kan ind imellem være svært at overskue dem. Hvilket skal du vælge, og hvorfor.

Mange af instrumenterne har fælles træk, og blæseinstrumenter, for eksempel, dem får man alle lyd ud af ved at blæse i dem.

Frank Herbsleb er souschef i Musik & Billedskolen, underviser i trækbasun.
Foto: Niels Linneberg

Frank Herbsleb, der er souschef i Musik & Billedskolen, underviser i trækbasun, og vi har spurgt ham, hvad det er, der fascinerer ham ved sit instrument:

– Som blæser kan du sidde med i mange forskellige slags orkestre.  Rockbands, bigbands, poporkestre, symfoniorkestre og meget mere, der er nærmest ingen grænse. Jeg kan godt lide, det er et melodiinstrument, der efterligner sangstemmen, vi spiller som sangere synger. Og så kan du spille sammen med alle mulige folk, venner, bekendte og børn og voksne i alle aldre og få masser af oplevelser med koncerter og orkesterture.

Foto: Niels Linneberg

Hvorfor blev det lige trækbasunen som instrument?

– På den folkeskole jeg gik i, havde vi et skoleorkester. Min storebror spillede der, og jeg så meget op til ham. Jeg havde lyst til at gøre som ham, så jeg skulle bare ind i det orkester så hurtig som muligt. De spillede til skolefester og sidste skoledag, så jeg havde jo hørt dem, og jeg syntes det var fedt, de spillede musik på skolen.

Hvad er det bedste ved at spille trækbasun?

– Trækbasunen er det dejligste instrument at spille på, du kan spille alle mulige melodier. Du kan spille meget svagt, og du kan spille meget kraftigt. Når du spiller i et orkester, har basunen ofte nogle spændende stemmer, og så er der jo det med at trækbasunen er som at synge.

Hvad er ikke så godt ved at spille et blæseinstrument?

– hm … til forskel fra f. eks. Guitar eller klaver kan du ikke synge samtidigt. Mine børn spiller klaver og guitar, og de kan jo synge med når de spiller. Det er en skam man ikke kan det med et blæseinstrument.

Hvad kan være en udfordring, hvis du starter på et blæseinstrument?

– Det, jeg bruger en del tid på med mine elever i undervisningen er at lære dem at turde spille kraftigt, at turde stille sig op og bare at give sig hen i musikken…  Det skal du ikke blive forskrækket over.

Foto: Niels Linneberg

Du kan læse mere om Musik & Billedskolens blæseinstrumenter her:

www.musikogbilledskolen.dk/trækbasun

www.musikogbilledskolen.dk/klarinet

www.musikogbilledskolen.dk/trompet

www.musikogbilledskolen.dk/saxofon

www.musikogbilledskolen.dk/blokfløjte
www.musikogbilledskolen.dk/tværfløjte