Læserbrev, indsendt af Søren Laulund, Socialdemokratiet Varde.
Kvalitets turismen og konstruktiv lokalpolitik sejrede i Blåvand.
Hvert et strå og sandkorn blev vendt på – Plan og teknik udvalgets møde om lokalplaner – hvor lokalplanen for Blåvand havde særligt fokus. Det springende punkt var udviklingen af den fremtidige turisme i området. Kvalitets turisme frem for noget, der kunne udvikle sig til et turist tivoli – med minihoteller, støj og trafikale problemer. Der er indsendt mange og meget velargumenterede høringssvar – og der er fra alle partier i udvalget vist stor seriøsitet for at finde en acceptabel løsning for området. Socialdemokratiet har klart tilkendegivet vort sigte på en løsning for sommerhus byggeri på Henne niveau. Efter forhandlinger både i og udenfor mødelokalet – lykkedes det Socialdemokratiet at finde sammen med Venstre om en anbefaling til Byrådet – om en Henne model. Ud over krav til hus størrelsen er der krav til tagenes udformning – så det er muligt at få tilstrækkelig højde til et stråtag, men ikke ensidig tag hældning. Parkeringspladser reguleres efter husenes størrelse – fra 3 til 6 pladser. De konservative er ikke med i den fælles anbefaling – de ønskede for stramme krav efter Socialdemokratiet og Venstres opfattelse. Sagen belyser lokalpolitik, når det fungerer bedst. Solidt forvaltningsarbejde, konstruktivt kritiske høringssvar, og endelig en konstruktiv politisk dialog, der er endt op i en for området god løsning efter socialdemokratiets opfattelse. I dag er det både godt at være socialdemokrat og lokal politiker i Varde kommune.