Det er blot 3 måneder siden Mads Qvistgaard gik ud med nyheden om, at han havde valgt at åbne virksomhed. Og de 3 måneder – ja de er såmænd passeret i fuld fart. I hvert fald hvis man spørger den unge iværksætter.
Mads Qvistgaard står bag firmaet Vardeit.dk. Her tilbyder Mads at komme hjem til kunden og hjælpe, når teknikken slår knuder.
– Det har tilsyneladende manglet, for jeg har fået så flot feed back, ja jeg er faktisk meget ydmyg over den modtagelse, jeg har oplevet, lyder det med et smil fra Mads, der til daglig studerer til datamatiker i Esbjerg.
– Jeg har altid interesseret mig for “maskineriet bagved” – at få det hele til at fungere, og jeg giver ikke op, før det virker, griner Mads, der allerede har en fin kundeliste taget hans unge virksomhed i betragtning.
– Jeg tænker, at det hænger sammen med, at jeg kan komme hjem til folk, når det passer dem, og så er mine priser rimelig stærke. Alt i alt er det bare dejligt at kunne konkludere efter de her 3 første måneder at det var en god ide at kaste sig ud i det her, siger Mads Qvistgaard, der endvidere også tilbyder hjemmesideløsninger.
– Jeg kan lave en ny hjemmeside, ligesom jeg også gerne justerer den oprindelige, så den bliver mere up to date. Derudover har jeg flere større virksomheder, hvor jeg fungerer som deres IT-ansvarlige, og den del af jobbet er jeg også rigtig glad for. Det er en spændende verden, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er her, jeg hører hjemme, konstaterer Mads Qvistgaard.
Du er velkommen til at kontakte Mads, hvis du ønsker at høre mere om, hvad han kan gøre for dit firma, eller hvis din printer driller, så kan Mads også klare den…