Elever på Starup Børneby Skole går i de store opdageres fodspor
Årets Naturvidenskabsfestival handler om de store opdagelser, der har forandret vores verden. Tusindvis af skoleelever vil i den anledning fejre den store videnskabsmand H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen. Det gælder også Starup Børneby, hvor 3. – 6. årgang arbejder med forskellige grene af elektromagnetisme.
Når startskuddet for årets store, landsdækkende Naturvidenskabsfestival lyder d. 21. september er Starup Børneby skoles elever på pletten. 3. – 6. årgang bruger mandagen til at arbejde på tværs af klasserne med underemnet Helte og Heltinder. De 45 elever vil specielt fokusere på H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen i 1820.
– Vi vil gerne slå et slag for naturvidenskaben og begejstre eleverne for fagområdet. Eleverne skal blive bevidste om at videnskabens personer har gjort store opdagelser, der den dag i dag er en forudsætning for mange af tekniske funktioner i vores dagligdag. Jeg håber også, at vi kan åbne elevernes øjne for at de selv kan blive den næste store opfinder, siger lærer Bo Svinkløv på Starup Børneby Skole.
Dagen bliver delt op i tre bidder, hvor eleverne først med video og et lille skuespil bliver introduceret til elektromagnetismen. Herefter skal eleverne i grupper lave fysiske forsøg, udvikle deres eget kompas og et batteri og lave små modelskitser af deres idéer. Til sidst skal de med dramaøvelser forstå H.C. Ørsted i et historisk lys, forestille sig, hvilke tanker han har gjort sig som barn, og hvad der gjorde, at han kunne udvikle banebrydende opfindelser.
På landsplan får op mod 150.000 børn og unge fra grundskoler og ungdomsuddannelser mulighed for at udforske de store opdageres univers og afprøve deres arbejdsmetoder. Måske skal de prøve at bygge modeldyr, og kode dem, så de kan bevæge sig, de skal måske på jagt efter naturens smådyr, eller måske bygge deres egen elektromagnet.
Mange skoler fokuserer på H.C. Ørsted, fordi det netop er 200-året for hans opfindelse af elektromagnetismen.
Store opdagelser og små forskere
Årets store fejring af naturvidenskaben og dens muligheder foregår fra d. 21. – 25. september og arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter.
“Naturvidenskabsfestival er ugen, hvor der er tid til fordybelse, tid til at sætte ideerne fri og måske endda tabe kæben af overraskelse. Naturvidenskab handler om virkeligheden og eleverne skal opleve, at naturvidenskab giver dem handlekompetencer og at de kan bruge naturvidenskab til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, siger programleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Ea Eskildsen.
Tanken med Naturvidenskabsfestival hvert år i uge 39 er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden med science.
Over hele landet har engagerede lærere og andre arrangører lagt mange kræfter i at udvikle faglige og festlige projekter til årets tema: Store opdagelser. Ugen kan udgøre et frirum, hvor der eksperimenteres med nye undervisningsmetoder, emner og samarbejder med eksterne, som kan inspirere til resten af årets undervisning.
Alle skoler bestemmer selv, hvordan festivalen skal forme sig, mens Astra bidrager med undervisningsforløb, materialer og inspiration.