Druk. Dejligt når der er danske film på tapetet, og jeg glædede mig også, da jeg satte mig tilrette med de obligatoriske popcorn i vores gode Varde Bio i mørket lørdag aften.
Beretningen om fire gymnasielærere, der beslutter sig for at efterprøve den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at vi mennesker mangler en halv promille alkohol i blodet, kan sagtens ses som en hyggelig film, man trisser i bio og ser med veninderne. Det er en film, der på en eller anden måde bare kører, den topper ikke, og omvendt så keder man sig aldrig. Man er vel grundlæggende underholdt.
Men – man er mere end det! Der sker noget, når man ser denne film…
Da den evigt-charmerende (ja han er så) Mads Mikkelsen kaster sig ud i dans i slutscenen sidder man der og – ja, så kommer det jo, – man vil se mere.
Jeg ville gerne se noget mere. Det er hovedet på sømmet i den her film, ganske enkelt. Den fænger… man søger svar – og nu bliver jeg en smule dyb, men jeg satte mig faktisk derhjemme – efter filmen, lørdag aften, og apropos – drak et glas rosévin og havde lige brug for at synke den her film – i mit eget selskab. Den gik på en underlig måde under huden. Bagefter.
Der er nogle film, man mærker. Og kan blive ved med at mærke. ‘Efter brylluppet’ (også med Mads Mikkelsen i øvrigt) er en af dem. Jeg kan stadig få gåsehud og blive helt trist, når jeg tænker på den film, og det er da i sig selv egentlig ret imponerende. At en film kan det.
Druk gjorde det også. Gik under huden. Rørte og satte sig.
Der var elementer af genkendelighed fra min egen gymnasietid, sikkert uundgåeligt filmens rammer taget i betragtning, og så de her fire skuespillere, der hver især bragede igennem lærredet. Hold nu op! Kameraføringen smider os ind som statister i rummet, – hvor de gemmer alkoholen i gymnastisksalen, i kælderen, – man får lyst til at kramme lille Brille og ikke mindst at slå sig ned i de akademiske hjem og deltage i de filosofiske debatter mellem Mads Mikkelsens Martin, Magnus Millangs Nikolaj, Thomas Bo Larsens Tommy og Lars Ranthes Peter.
Gid jeg havde været der. Men det var jeg jo – fordi… Thomas Vinterberg er sej!
Druk er en alvorlig film, spækket med humor. På en ganske unik måde. Og hvor gad jeg egentlig godt lige kaste mig tilbage på gymnasiets stolerækker og lave en analyse af den. Sådan rigtigt.
Måske fordi – som jeg sad der og nippede til min rosévin efter filmen, spurgte jeg mig selv – hvad er budskabet?
Måtte hidkalde ældstedatteren, der også havde været i Bio: Der er ikke noget budskab – du skal tænke selv – det er vel budskabet..?!
Og det er nok der, jeg vil lande den. Druk er ikke en film, der fortæller os, at alkohol er vejen til lykke, men det er heller ikke to timers moraliserende fis om, at man skal lade flasken stå.
Jeg er ikke helt færdig med at tænke over filmen, Og jeg har faktisk lyst til at se den igen.
Det synes jeg i øvrigt også, du skal gøre….