Lige nu får mange danskere de indefrosne feriepenge udbetalt. Desværre ser Nordea i Varde at it-kriminelle slår til, og forsøger at franarre danskerne deres penge, når de ekstra penge bliver udbetalt.
Er du en af dem, der har valgt at få dine indefrosne feriepenge udbetalt? Eller overvejer du stadig? Bare rolig, du har god tid til at søge råd og vejledning. Du søger nemlig selv om feriepengene på borger.dk – og du har frem til 30. november til at gøre det i.
”Har du valgt at få dine indefrosne feriepenge nu, er det vigtigt, at du selv logger på borger.dk for at søge om at få dem udbetalt,” fortæller Kasper Bundgaard Jensen, filialdirektør hos Nordea i Varde.
Myndighederne sender nemlig ikke SMS eller e-mail med links til udbetaling af dine feriepenge. Der er heller ingen, der ringer til dig om udbetalingen. Husker du på det, er du selv med til at mindske risikoen for at blive franarret dine feriepenge.
Kreative metoder kan lokke feriepengene fra dig
It-kriminelle bliver stadigt mere professionelle. De ved, at danskerne kan få udbetalt indefrosne feriepenge, og med den viden prøver de med forskellige kneb at lokke pengene fra os.
”Investeringsfup ser vi mere af lige nu. Kunder gør os opmærksom på, hvad de ser på sociale medier, fx at kendte skuespillere bliver misbrugt i reklamer for bitcoin-investeringer. Desværre er siderne derude, og svindlerne sætter tryk på, fordi de ved at der er flere penge i omløb,” siger Kasper Bundgaard Jensen
Her er nogle af de metoder, som svindlerne benytter, og som du bør være ekstra opmærksom overfor:
- Investeringsfup – er afkastet for godt til at være sandt, skal du være på vagt
- Links i SMS, e-mails, på Facebook – vær forsigtig, links kan føre til falske sider, hvis formål er at indsamle kort og/eller NemID oplysninger.
- Pdf vedhæftet i e-mail – kan installere et program på din computer, som it-kriminelle kan bruge til at aflure dine data
- Telefonopkald, bliver du uopfordret kontaktet og i samtalen bedt om at udlevere NemID-koder? STOP samtalen! Du skal aldrig udlevere dine NemID-koder!
”Vi advarer om den risiko vi ser, så vores kunder og andre borgere i Varde kan undgå at blive snydt. Får du mistanke om, at du er blevet udsat for svindel, skal du straks kontakte din bank,” understreger Kasper Bundgaard Jensen.
Se flere gode råd på https://www.nordea.dk/privat/find-hjaelp/sikkerhed-og-bedrag.html
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte filialdirektør Kasper Bundgaard Jensen på telefon 55 47 79 44 eller kasper.j@nordea.dk