Fra dag ét har jeg foragtet mundbindet! Og det på alle måder. Det er ulækkert at have i hovedet, min hud bliver bumset, mine briller dugger, jeg føler ikke, jeg kan genkende andre, når den klud sidder og fylder det hele.
– Min frihed er blevet mig frarøver, tudede jeg nærmest, velvidende at det er fordi, der er en pandemi udenfor døren, som et mundbind tilsyneladende kan være en bremse for – og så tager man det da på. Ja man gør. Og sveder om munden, mens man handler, – siger “HVA…?” 1000 gange til folk, man møder, fordi der ikke er korrekt lyd med den stoflap hen over munden.
Forleden kom jeg hjem med de forkerte rundstykker fra bageren – synes ellers jeg tydeligt havde forklaret, hvilke det skulle være til den søde pige, men fred være med det – hvordan skal hun egentlig kunne høre alle detaljer – gennem et mundbind og ind under 5 cm luft under noget plexiglas, der hænger og Corona-skygger for alverdens dårligdom.
Men det mest ulækre, det er altså, når man har pollenallergi, som jeg har, og lige skal vænne mig til at snøfte og nyse, nu det fyger i luften igen. Altså nyse på den der meget akutte og voldsomme måde. Og når man så glemmer, der er et mundbind i vejen. Det er altså ret klamt. Og som om mundbindet ikke er ulækkert nok i forvejen – fordi jeg eeeelsker læbestift, og – ja behøver jeg sige mere…?
Jeg garanterer, at når pressemødet indeholdende tema “MINUS MUNDBIND” har lydt, så er der mundbindsafbrænding i min have – alle er velkomne, der er kaffe på kanden og rosevin i glasset!
PS – det havde faktisk været endnu mere ulækkert, hvis jeg havde haft visir på….