Region Syddanmark vil løbende orientere om status på COVID-19-vaccinernes udrulning i regionen. Dette er status for uge 16.
Region Syddanmark modtager 51.990 doser vaccine mod COVID-19 i uge 16.
• 43.290 doser vaccine fra Pfizer/BioNTech.
• 8.700 doser vaccine fra Moderna.
Begge vacciner vil blive brugt til:
• Færdigvaccination af borgere over 85 år og borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet.
• Vaccination af borgere i målgruppe 5 og 6. Grupperne består af borgere med særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 og uundværlige pårørende til borgere med særlig øget risiko.
• Vaccinationer af målgrupperne 7 og 8, der er borgere mellem 75 og 84 år, og målgruppe 9, som er borgere mellem 65-74 år. De yngste årgange i målgruppe 9 inviteres i løbet af uge 16 og 17.
Hvor langt er Region Syddanmark med vaccinerne?
I uge 15 modtog regionen 43.290 vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech. De blev brugt til borgere over 85 år, borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet, og borgere med særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 samt til målgrupperne 7, 8 og 9, som er borgere mellem 65 og 84 år.
14. april meldte Sundhedsstyrelsen ud, at Danmark stopper med at benytte AstraZeneca-vaccinen. 16. april har Sundhedsstyrelsen sendt breve ud til de personer, som har modtaget 1. vaccination med AstraZeneca, og dem, som var inviteret til, men ikke nåede at komme i gang med deres vaccinationsforløb.
De enkelte personer, der allerede har fået både 1. og 2. vaccination med AstraZeneca-vaccinen, betragtes, ifølge Sundhedsstyrelsen, som færdigvaccinerede.
Status pr. 19. april 2021 for 1,2 mio. syddanskere
• Region Syddanmark modtager 43.290 doser vaccine fra Pfizer/BioNTech og 8.700 doser vaccine fra Moderna mod COVID-19 i uge 16.
• 221.536 syddanskere har fået første vaccination. Det svarer til 18,1 pct. af regionens befolkning.
• 109.084 syddanskere har fået anden vaccination og er færdigvaccinerede.
• 61 pct. af personalet på sundheds- og ældreområdet på sygehuse, hos kommuner, i praksis og i ambulancerne har fået første vaccination.
• 30 pct. af personalet på sundheds- og ældreområdet på sygehuse, hos kommuner, i praksis og i ambulancerne har fået anden vaccination og er færdigvaccinerede.
• Region Syddanmark har modtaget i alt 359.600 doser COVID-19-vaccine.
Kilde: Statens Serum Institut