Sikkerhedsstyrelsen: Ukrudtsbrænderen er effektiv, når du skal fjerne ukrudt i haven eller langs fliserne ved huset. Derfor har mange danskere købt – eller planlægger at købe – en ukrudtsbrænder. Der er dog en række ting, du skal være opmærksom på, når du bruger den.
Brug din ukrudtsbrænder korrekt
Før du bruger din ukrudtsbrænder, skal du sætte dig ind i, hvordan du bruger den korrekt og sikkert. Hvert år kommer mennesker til skade med ukrudtsbrændere, og der opstår mange brande på grund af forkert brug af brænderen.
Du må kun opvarme ukrudtet meget kortvarigt. På den måde fordamper vandet i planten. Hvis du brænder løs på planterne, til de forkuller, er der større risiko for ulykker – og desuden kommer ukrudtet igen og igen, fordi rødderne overlever.
Udover at bruge brænderen rigtigt og sørge for, at jorden er fugtig, skal du sørge for, at du har vand til slukning i nærheden. Desuden er det en god ide, at du fjerner gasflasken eller gasdåsen, når brænderen ikke er i brug.
Sådan undgår du ulykker med ukrudtsbrændere
Vi i Sikkerhedsstyrelsen har sammen med Beredskabsstyrelsen lavet følgende gode råd, så du bruger ukrudtsbrændere sikkert og korrekt:
Hvordan skal du bruge ukrudtsbrænderen?
Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
Hold øje med glemte gløder
Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (vandslange)