Forventninger til trafikken i store bededagsferien

Vejdirektoratet oplyser: Store bededagsferien som i år strækker sig fra fredag d. 30. april til søndag d. 2. maj forventes på sædvanlig vis at få mange mennesker til at køre mod sommerhusområder og campingpladser landet over. Dét vil betyde, at der kan være en risiko for øget trafik, særligt op til ferien, torsdag d. 29. april, hvor udrejsetrafikken vil blande sig med myldretidstrafikken i eftermiddagstimerne ml. kl. 14:00-19:00 og igen fredag d. 30. april i formiddags- og middagstimerne ml. kl. 10:00-14:00.

Trafikken vil i disse dage hovedsageligt bevæge sig fra Hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland – særligt via E20 Vestmotorvejen og Fynske motorvej samt via rute 21 mod Sj. Odde.

Ligeledes vil man kunne opleve øget trafik på rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse mod nord, rute 40 mod Skagen og rute 11 ved Den jyske vestkyst.

Generelt må man også forvente ekstra lokal trafik i de store sommerhusområder gennem hele store bededagsferien.

Vi anbefaler, at man kører uden for de mest trafikerede tidsrum på de største rejsedage for at undgå forsinkelser.

Hjemrejsetrafikken, forventer vi, vil forløbe jævnt over hele søndagen og dermed ikke give øget trafik eller forsinkelser.

Hold dig opdateret på trafiksituationen

Flere biler på vejene kan betyde større risiko for kødannelser og forlængede rejsetider. Derfor opfordrer vi til, at man altid holder sig opdateret på den aktuelle trafiksituation – både før og under sin tur. Dét kan man gøre på www.trafikinfo.dk, hvor der hele tiden vil blive opdateret om den aktuelle situation på vejene, og desuden opfordrer vi til at lytte til P4 Trafik, som løbende kommer med trafikmeldinger, der oplyser om hændelser, der opstår på vejen. Ved at søge information om trafikken, giver det mulighed for at ændre sit planlagte afrejsetidspunkt eller ændre rute.

Vores råd til køreturen
  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafikinformation på www.trafikinfo.dk
  • Sæt ekstra tid af til din rejse
  • Hold god afstand til de forankørende
  • Hav vand med i bilen
  • Lyt til P4 Trafik under din tur
Datagrundlag for prognoser

Vejdirektoratets trafikprognoser bygger hovedsageligt på trafiktællinger, vores erfaringer og hvad vi ved om de trafikale konsekvenser af vejarbejder, arrangementer og store rejsedage. Her er ikke taget højde for uforudsigelige og akut opståede gener for trafikken som fx uheld eller dårligt vejr. Vi anbefaler derfor altid, at trafikanter holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation via vores hjemmeside, www.trafikinfo.dk

Foto: Vejdirektoratet