Læserbrev, indsendt af Rasmus Sømod, Byrådskandidat – Varde Kommune, Det Konservative Folkeparti, Hovedgaden, Næsbjerg
254 børn risikerer at kunne komme ud for en ulykke når de skal krydse Nordre Boulevard på vej i skole efter sommerferien. Bekymrede forældre til nogle af de 254 børn har netop startet en underskriftsindsamling fordi de er bekymrede over trafiksikkerheden. Underskriftsindsamlingen har til formål at samle støtte til bl.a. en hævet cykelsti fra Vestbanen (Ndr. boulevard) og frem til Ortenvej, blåmarkering af cykelbaner i alle lyskryds på Nordre Boulevard og separat regulering for cyklister i alle lyskryds fra Kærvej til Ortenvej, så man kan nå sikkert over. Varde Kommune har fået udarbejdet en rapport, der fint klarlægger de trafikale udfordringer og trafiksikkerhed i forbindelse med byggeriet af Frelloskolen og byrådet har afsat 10 mio. til investering i trafiksikkerhed. Jeg vil opfordre til at fokusere en del af disse midler til at sikre trafiksikkerheden for de mindst 254 børn, der skal krydse Nordre Boulevard på vej i skole. Det er en af de mest trafikerede veje i Varde og de mange børn, der efter sommerferien starter på den nye skole, skal cykle side om side med bl.a. de store landbrugsmaskiner og lastbiler, der benytter samme rute. For Det Konservative Folkeparti er sikre skoleveje lig velfærd. Forældre skal nemlig ikke være bekymrede over om deres børn bliver kørt ned på vej til skole. Det Konservative Folkeparti vil derfor arbejde for, at der i størst muligt omfang er sikre skoleveje for vores børn. Det gælder generelt og det gælder for de 254 børn, der skal krydse Nordre Boulevard for at komme til Frelloskolen.