Samarbejde om fjernvarme og genbrugsplast

Din Forsyning: Hos DIN Forsyning ønsker vi i høj grad at samarbejde med kunder, virksomheder og leverandører om at skabe mere bæredygtighed i vores forsyningsområder. For vi tror på, at vi opnår større resultater sammen end hver for sig. Derfor har vi for nyligt indgået et samarbejde med rørvirksomheden LOGSTOR om brug af genbrugsplast i fjernvarmenettet. To større renoveringsprojekter i Esbjerg bliver startskuddet på en længere rejse.

Vi starter i det små
Fjernvarmenettet på Skolebakken og Fyrparken i Esbjerg skal renoveres. Her er tale om to større renoveringsprojekter og om etableringen af mere end 2 km fjernvarmerør. Projekterne bliver startskuddet på et samarbejde med den nordjyske rørvirksomhed LOGSTOR om brug af fjernvarmerør med en kappe lavet af genbrugsplast, som medfører en miljøbesparelse på minimum 32 tons CO2. Ambitionen er, at vi i højere og højere grad skal bruge fjernvarmerør lavet af genanvendelige materialer. Det kræver dog test og erfaring, og vi starter derfor i det små, så vi ved, at de nye rør lever op til den sædvanlige høje kvalitet. For at løfte samarbejdet yderligere vil vi indsamle alle de røde plastikbeskyttelseshætter, som rørene bliver leveret med, og sende retur til LOGSTOR, hvor de enten genbruges direkte eller bliver omsmeltet til andet brug.

Kapper lavet af genbrugsplast
I mere end 30 år har hovedfokus hos LOGSTOR været at udvikle præisolerede rørsystemer med lang levetid og det lavest mulig varmetab til gavn for både økonomi og miljø. Fokus er nu, at alle materialer, der indgår i rørsystemerne, skal produceres af genanvendelige materialer. Det første skridt er at producere kapper – altså fjernvarmerørenes yderste lag – af genbrugsplast fra bl.a. udtjente fjernvarme- og vandrør. Hos LOGSTOR er de dog allerede i gang med at arbejde på løsninger til at erstatte rørenes andre dele med genanvendelige materialer.

Om LOGSTOR
LOGSTOR er leverandør af præisolerede rørsystemer til bl.a. fjernvarme. LOGSTOR opfandt teknologien bag præisolerede rør for mere end 50 år siden, og selskabet har siden da leveret over 400.000 km præisolerede rør. LOGSTOR har hovedsæde i Løgstør, Danmark og beskæftiger ca. 1200 medarbejdere fordelt på tolv lande verden over. Produktionen foretages på koncernens syv fabrikker i Danmark, Sverige, Finland og Polen.

Renoveringsprojektet på Skolebakken er netop påbegyndt, og på billederne ser vi de nye, mere bæredygtige fjernvarmerør blive leveret.