Varde hentede det ene point på en dårlig dag

På et mål dybt inde i tillægstiden hentede Varde det ene point på en dårlig dag

Efter en skuffende indsats og forårets dårligste præstation lykkedes det alligevel DS-holdet at hente det ene point, da Mikkel Rohde scorede til 3-3 på et tvivlsomt dømt straffespark 5 minutter inde i dommerens tillægstid.

I forhold til startformationen i seneste kamp mod Nr. Sundby FB var der adskillige ændringer. Kristoffer Sørensen og Søren Jelstrup havde meldt afbud, mens Peter “AG” Andersen var skadesramt. Det medførte at Nikolaj Andreasen var rykket tilbage i det centrale forsvar i en 3:5:2, og erstattet med Kasper Køhlert i front. Mikkel Blåholm var tilbage på venstre back positionen og på midtbanen var Forst og “mc” tilbage, hvor de erstattede “AG” og Mads Bonnén.

Det var fra kampens start tydeligt, at FC Djursland spillerne havde fået troen på overlevelse tilbage efter tirsdagens sejr over Viby, derimod virkede Varde spillerne energiforladte, og manglede den normale agressivitet og koncentration.

Gæsteholdet var da også tæt på at bringe sig front efter et kvarters spil, da Lasse TK med 2 minutters mellemrum måtte hive et par flotte redninger frem, først på et fremragende langskudsforsøg og dernæst på afslutningen i feltet, fra en spiller, der var spillet fri i dybden.

Stik imod spillet bragte hjemmeholdet sig foran 1-0 på holdets første mulighed. Forst sendte et frispark ind i feltet, hvor Mikkel Blåholm helflugtede bolden op i nettaget – et fremragende mål som må tangere til årets mål på Sydbank Stadion.

Målet vendte op og ned på kampen, og det var nu hjemmeholdet som fik momentum. Jonas Alsted var tæt på at øge føringen knap 10 minutter senere, da han blev spillet fri i feltet, men keeperen reddede forsøget. Minuttet efter var Lasse Holm tæt på, da han trak sig fri i feltet, men skuddet strøg lige over tværpinden. Da var dog en stakket frist for gæsterne, for 2 minutter senere lykkedes det for Lasse Holm at score med et fladt skud efter en fremragende aflevering fra Forst.

Herefter troede man vel nærmest at kampen var afgjort, men gæsternes højre back Mikkel Slot ville det anderledes. Minuttet efter scoringen til 2-0 foretog han et sologennembrud fra midlerlinjen og endte med at passere TK og reducere til 2-1.

I forbindelse med scoringen blev Nikolaj Andreasen slået groggy, og måtte lade sig udskifte med Viktor Skovby. Det medførte flere omrokeringer på holdet, hvor man vendte tilbage til en 4:4:2 formation, men aldrig rigtig fik form på spillet igen.

Helt galt gik det lige inden pausen, hvor gæsterne med 2 mål både fik udlignet og bragt sig foran 3-2. Den tidligere ungdomsspiller i Varde IF Oliver Jensen udlignede til 2-2, da han blev spillet helt blank foran Varde målet og minuttet senere blev der dømt et tvivlsomt straffespark for hands mod Mikkel Blåholm. Oliver Jensen omsatte sikkert fra pletten.

Fortjent halvlegsføring til gæsterne som kampen udviklede sig, men havde Varde kendt sin besøgelsestid i den gode periode midt i halvlegen kunne kampen have være lukket efter en halv time.

De sidste 45 minutter var på det nærmeste en ørkenvandring. Stort spillemæssig overtag til hjemmeholdet, men ingen chancer til nogen af holdene. Dramatikken indfandt sig dybt inde i dommerens tillægstid, da der blev dømt straffespark for hands mod en FC Djursland spiller i en duel med Viktor Skovby i feltet. Akkurat som straffesparket i 1. halvleg var der tale om en tvivlsom kendelse. Mikkel Rohde scorede sikkert fra pletten og hermed var det ene point hjemme.

Kampen var hele vejen igennem præget af mange frispark og lige inden slutfløjtet kogte det helt over, hvor flere Djursland spillere havde svært ved at tackle skuffelsen over at have mistet 2 points på et tvivlsomt starffespark.

Varde holdet skal allerede i kamp på tirsdag, hvor der venter en kamp i Sydbank Pokalen mod Boldklubben Vestjyden. Der er kampstart kl. 19:00 på Oksbøl Stadion.

Matchfacts Varde IF – FC Djursland:

1-0 Mikkel Blåholm (19.)

2-0 Lasse Holm (30.)

2-1 Mikkel Slot (31.)

2-2 Oliver Jensen (45.)

2-3 Oliver Jensen (45. str.)

3-3 Mikkel Rohde (90.+5 str.)

Dommer: Martin Sørensen

Tilskuere: 90

Varde: Lasse T. Kristiansen – Peter Brix, Nikolaj Andreasen (36. Viktor Skovby), Mikkel Blåholm – Jonas Alsted (83. Bogi Høgnason Eriksen), Jesper “mc” Christiansen, Mikkel Rohde, Nicolaj Forst, Lasse Holm – Kasper Køhlert (66. Søren Hermansen), Niclas Holm (83. Mads Bonnén).

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft.

Advarsler Varde: ingen

Advarsler FC Djursland: Emil Sander Husom (15.), Oliver Jensen (55.), Emil Birkedaj (80.), Emil Busk (87.) Felipe Soares (90.+5).

 

Den 30. Maj 2021 af Ejgil Gammelgaard