Dæk op til Havefest og skab din egen floradala.

HAVEFESTIVAL I TAMBOURS HAVE DEN 26. – 27. JUNI

Ved Haveselskabets årlige Havefestival åbner mennesker over hele landet havelågen og deler glædeligt ud af deres haveglæde og gode ideer. I år har Tambours Have valgt at være en del af havefestivallen.

Tambours Have oplever en stigende interesse i haven, og mange gæster kommer for at blive inspireret til, hvad de kan gøre i deres egen have. Ved havefestivalen kan man stadig se de smukke bede og havens anlæg. I anledningen af festivalen kan man også se en række festdækkede borde, som for forhåbentlig kan inspirere til samvær i gæsternes haver fremover.

En række kreative personer er blevet bedt om at komme med deres bud på et festdækket havebord. De har fået frie tøjler, så vi håber, at kreativiteten vil blomstre. Bordene kan ses og bedømmes lørdag den 26. Det bord, der får flest stemmer af havens gæster, vinder konkurrencen om en aften i havens orangeri for 20 personer.

Søndag er det gæsternes tur til at skabe ”værker” med blomster, når Tambours Haves Venner står klar med blomster og sandbakker til at skabe små kunstværker af blomster. Floradala har vi valgt at kalde projektet, som i bund og grund er mandalaer skabt af blomster. Der tages et billede af alle værkerne, der derefter lægges på Facebook, hvor Tambours Haves følgere kan stemme om det flotteste værk.

I år er det 11. gang, Haveselskabet holder Havefestival, og hvert år har det været en stor succes med mange besøgene i de åbne haver.

Læs mere på www.haveselskabet.dk/havefestival