Jeg er fan af kaffe! Nyder gerne en god kop med en sjat mælk i et par gange om dagen. Somme tider mere end blot et par gange. Den bedste kop kaffe, det er uden sammenligning den første – når man har sat sig ved PC, fået læsebrillen på næsen og skal tjekke dagens nyheder.
Men jeg er ikke bare glad for en kop kaffe – jeg er vild med hele det set-up, der er omkring kaffen! Som når man møder en person, man ikke har set længe, så sker der bare et eller andet, når den ene siger: Vi må da lige mødes over en kop kaffe…?! Og så er det, fortolkningen kommer – fordi der er faktisk mange måder, at forstå netop den sætning på. Og i det hele taget sætninger, der inddrager “kaffe”.
Vi må da lige mødes over en kop kaffe:
– Dejligt at løbe på dig – lad os mødes og samle op…
– Jeg har lidt travlt – vi finder en dag…
– Jeg har savnet dig –
– Vi ved godt begge to, at det ikke sker, men det er en pæn måde at komme om ved det på…
Se, det er nogle af de fortolkninger, jeg sådan i farten kan komme i tanke om, og mon ikke, vi alle kender den? Faktisk lidt skægt, at én sætning BÅDE kan betyde “Hvor er det dejligt at møde dig” / “Jeg prøver lige at ryste dig af ved at tage kaffe-sætningen”.
Jeg har hånden på hjertet brugt den her med kaffe i stort set ALLE henseender, men når det er sagt, så er der faktisk rigtig mange mennesker, jeg virkelig nyder at drikke en kop kaffe med, og hvor, når de skriver “kaffe-tid?”, så ved jeg, at det her er en hastesag, – der er noget, der skal vendes.
Der er kaffen med min mor, som handler om at “hænge over morgenkaffen flere timer mens solen står op lige udenfor mit barndomshjem…
Kaffen med veninden, hvor der skal sludresladres…
Kaffen med Manden søndag morgen, der faktisk er den eneste morgen i ugen, hvor vi spiser morgenmad sammen…
Kaffen med svigersønnen, der lander efter en lang arbejdsdag…
Kaffen med naboerne, der lige hælder lidt whisky, sukker og flødeskum i…
Kaffen med svigerfar, der serveres i kop med underkop (sjældent efterhånden)
Kaffen med samarbejdspartnere, der er både intens og udviklende… (men hvor jeg ofte er for høflig til at bede om mælk)
Og kaffen i mit eget selskab, hvor jeg giver mig selv et frikvarter, mens tankerne får lov at galopere – det er på den måde den bedste – den der kop kaffe, hvor jeg sidder helt alene med min PC og vågner – klar til at gribe en ny spændende dag…
Til jer derude, jeg gi’r altså gerne en kop…