IT-svindlerne er på spil året rundt – så send ikke den sunde fornuft på sommerferie
Af Jens D. Hansen, IT-direktør, Andelskassen
Andelskassen Varde: Sommerferietiden står for døren. Det betyder ofte færre medarbejdere på arbejdspladsen, og der er måske ansat ferieafløsere. Der er altså færre til at tage beslutninger, færre at spørge til råds, og måske sidder man med uvante opgaver hen over sommeren. Herregud, det er jo bare nogle få uger. Det går nok. Men det er desværre ikke sikkert, at det går, for svindlerne holder aldrig sommerferie.
Vær opmærksom på kontoret
I sommerferieperioden er der ofte færre medarbejdere på kontoret. Det kan give travlhed for de resterende, fordi man tager flere kasketter på, når kollegerne holder fri. Travlhed eller manglende indsigt medfører, at de pågældende medarbejdere ikke er lige så opmærksomme på mistænksomme mails. Det udnytter IT-svindlerne. Sommeren er højsæson i den ”branche”.
Digitale svindelforsøg er efterhånden de mest almindelige. Men vi oplever stadig svindlere, der især i ferieperioder sender falske fakturaer. Fakturaen ligner den ægte vare, og typisk vil svindleren også bruge en kendt leverandørs logo, så det hele ser velkendt ud. Men bankoplysningerne er ændret, så betalingen går ind på svindlerens konto.
Ofte forsøger svindleren at få medarbejderen til at gøre noget uoverlagt ved at stresse med kort betalingsfrist og trussel om manglende leverance. Eller svindleren forsøger at få det til at se ud som virksomhedens direktør/ejer sender en mail til medarbejderen med besked om at overføre penge.
Vær opmærksom i liggestolen
Er du taget på ferie og nyder sommeren under sydens eller den danske sol, så kan det være fristende at tjekke et par mails og på den måde bidrage til at holde hjulene i gang. I den situation er det desværre ikke ualmindeligt, at man i et uopmærksomt øjeblik får klikket på en pdf eller et link i en svindelmail, og så kan skaden være sket. Den IT-kriminelle har fået, hvad han håbede og kan gå i gang med sit svindelnummer, mens du tænder op i grillen eller springer i poolen.
Svindlerne bliver hele tiden mere professionelle og udspekulerede. Derfor er det ekstraordinært vigtigt at være særlig opmærksom i ferietiden. Den sunde fornuft er det vigtigste værn i kampen mod svindlere.
Tjekliste for at undgå at blive svindlet i sommerperioden:
- Klæd ferieafløserne og de medarbejdere, der ikke har ferie, på til opgaverne.
- Tal med jeres leverandører og samarbejdspartnere om, at ferien står for døren, og deres sædvanlige kontaktperson er på ferie. Opgaverne varetages af andre kolleger.
- Undgå at dele koder. Få oprettet den afløsende medarbejder i systemet og have formalia på plads.
- Sæt nogle procedurer op, så det ikke er muligt at overføre store beløb uden godkendelse fra en ekstra medarbejder.
- Er man det mindste i tvivl om mailens, SMS’ens, opkaldets ægthed – så undgå at åbne eller besvare. Klik ikke på links eller åbn vedhæftede filer, hvis du ikke er 100 % sikker på afsenderen, hvis du ikke kender afsenderen eller hvis du bare er det mindste i tvivl. Ring i stedet til det pågældende firma og tjek op på tingene.
- Tjek stavning og mailadresser. Selvom svindlerne bliver dygtigere og dermed sværere at opdage, så er stavefejl og underlige mailadresser fortsat noget, man bør være opmærksom på.