Det varme sommervejr kan være farligt for din hund, hvis du ikke er opmærksom. Alm. Brand har samlet en række gode råd, så du får menneskets bedste ven sikkert gennem sommeren.
Hedebølgen har for alvor taget fat i det danske sommerland, og mens vi kan tage mindre tøj på og bade på stranden, er vores hunde ikke lige så heldige. Det er derfor vigtigt, at man er ekstra opmærksom på menneskets bedste ven i hedebølgen, så sommeren også bliver behagelig for den.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand oplever man hvert år i de varme perioder en stigning i skader på hunde. Det er især hunde, der efterlades i en varm bil, og hunde med hedeslag som forsikringsselskabet ser mange tilfælde af.
”Folk glemmer desværre, at selvom det kun drejer sig om et kvarter, mens de handler, så bliver bilen lynhurtig varm, og det kan have fatale konsekvenser for hunden at blive efterladt i bilen. Hunde har sværere ved at komme af med varmen og kan i værste tilfælde dø af hedeslag,” siger Brian Wahl Olsen, direktør for direktør for Skadepartnerskaber og Forebyggelse i Alm. Brand.
I løbet af en varm sommerdag kan en bil hurtigt blive op til 70 grader varm. Og det hjælper ikke at parkere i skyggen, da der også er varmt her, og solen bevæger sig.
Vær opmærksom
I takt med det lune vejr kommer der også flere lopper og flåter, ligesom flere hunde får algeforgiftning, når de bader i sø- eller havvand.
”Sommeren er en skøn tid, men den kan hurtigt blive ubehagelig for hunden, hvis man ikke er opmærksom og tager de rette forholdsregler. Særligt de mange nye hundeejere, der er kommet til under corona-krisen, skal holde et vågent øje på deres hunde,” siger Brian Wahl Olsen.
Gode råd
Stil flere vandskåle frem, så hunden altid har adgang til vand.
Pas på varm asfalt, når du går tur, da hunden kan brænde sine poter. Hvis du skal gå en længere tur, så gør det i morgen- eller aftentimerne.
Lad hunden blive hjemme fra ture til forlystelsesparker, da larm og varme genererer hunden.
Hvis du tager hunden med på stranden, skal den kunne bade og have adgang til skygge.
Pressemeddelelse – ALM. BRAND Forsikring A/S