Optakt Varde – Tarup/Paarup

Lørdag med kampstart kl. 15.00 venter en ny spændende opgave for Vardes DS-hold, når Tarup-Paarup IF er modstanderen på Sydbank Stadion.

Gæsterne klarede ligesom Varde frisag i forårets nedrykningsspil og kvalificerede sig til en ny sæson i danmarksserien.

Fynboerne har bevaret stammen fra foråret og truppen er yderligere suppleret med Fiton Durguti fra Dalum IF´s 3. divisionshold samt Mikkel Dongsted fra Kolding IF´s 2. divisionshold. Endvidere er der skiftet ud på trænerposten, hvor Michael Jørgensen har erstattet trænerduoen Ole Stangerup og Thomas Thorhøj. Michael ”Pep” Jørgensen er et særdeles kendt navn i det fynske og har senest væres cheftræner i Dalum IF fra 1/7 2019 til 31/12 2020.

Gæsterne har ligesom Varde indledt sæson på jævne. I premierekampen blev det til et nederlag på 3-1 hjemme til oprykningsfavoritterne fra SfB-Oure FA. I næste runde blev B1909 besejret med 2-0, mens holdet i sidste weekend spillede 1-1 hjemme mod B1913.

Kampene mellem Tarup-Paarup og Varde er sædvanligvis meget intense og jævnbyrdige, hvor et enkelt mål ofte er udslagsgivende. I sidste sæson endte kampen i Paarup således 1-1, mens Varde sejrede 1-0 i returopgøret.

Cheftræner Kasper Køhlert forventer da også en tæt kamp med masser af intensitet: ” Vi går 100% efter 3 points og det skal man kunne se” lyder det optimistisk fra cheftræneren, som fortsætter: ” Et nøgleord for os forud for kampen er kynisme. Hvis vi fortsætter takterne fra træningsugen og er skarpe på vores aftaler, så har vi gode muligheder. Vi er selvfølgelig klar over, at fynboerne har skiftet ud på trænerposten i sommerpausen, hvilket naturligvis bevirker ændringer. Vi skal holde vores game-plan for at vinde, men forsøger at have øje for modstanderens styrker og svagheder”, slutter cheftræneren.

Til kampen råder Varde igen over de rutinerede kræfter Victor Wagner og Bogi Høgnason Eriksen, mens Jonas Alsted og Mads Bonnén begge er ude med skader. I forhold til kampen sidste weekend mod FC Sydvest 05 Tønder er truppen yderligere suppleret med en potentiel debutant Mathias Beest, der blev kåret som årets spiller i U19 afdelingen i sæsonen 2020/21.

Gæsterne må derimod se bort fra Fiton Durguti, som så direkte rødt i sidste weekends kamp mod B1913.

I indeværende sæson afvikles Danmarksserien igen efter de gamle regler, som indebærer, at hver af de 4 puljevindere rykker op i 3. division, mens nr. 10 rykker ned i de lokale serier. Da danmarksserien fungerer som en bufferrække op til 3. division kan hold der slutter som nr. 8 og eller 9 ligeledes risikere at rykke ned.

Vardes trup har følgende udseende: Lasse T. Kristiansen, Niclas Holm, Lasse Holm, Mathias Beest, Mikkel Blåholm, Andreas Blåholm, Victor Wagner, Bogi Høgnason Eriksen, Simon Jelstrup, Nikolaj Andreasen, Søren Hermansen, Christian Hassing, Kasper Køhlert, Simon Matras, Anders Lauridsen og Rasmus Bornhøft.

 

Den 27. August 2021 af Ejgil Gammelgaard