Læserbrev – Af borgmesterkandidat, Steen Holm Iversen (C), Lundvej 154, 6800 Varde.
Søren Laulund (S) påstod forleden at ”Det Konservative Folkeparti vil fortsætte blokpolitikken i Varde byråd”.
Der er skabt en meget lang række brede forlig i denne byrådsperiode, hvor også Socialdemokratiet har været med. Flere af dem har vi i Det Konservative Folkeparti taget initiativ til sammen med Laulund og den socialdemokratiske gruppe i byrådet. Det er den praktiske politiske hverdag.
Jeg håber at vi også efter valget kan fortsætte med at skabe fælles løsninger. Brede forlig og et bredt samarbejde sikrer holdbarheden i de politiske løsninger over flere valgperioder, som er vigtigt, hvis vi skal udvikle vores serviceniveauer.
Det er derfor ikke rigtigt når Søren Laulund mener at halvdelen af Vardes befolkning er sat uden for indflydelse. Ved sidste valg fik S, EL og SF 23,4% af stemmerne til sammen, så der altså langt til de 50%. Hvordan stemmerne og mandater falder ud ved det kommende valg bestemmes af vælgerne.
I Det Konservative Folkeparti har vi valgt at være tydelige i forhold til både vores ønske om en borgerlig borgmester og borgerlig ledelse af Varde kommune. Det mener vi at vi skylder vores vælgere. Vi har samtidig betonet vores ønske om et bredt samarbejde på tværs af byrådet, så vi deler ikke Socialdemokratiets ”alt eller intet” tilgang, for det er nemlig blokpolitik.