Læserbrev indsendt af Sandie Eis Ravn, Torvegade 11 B, 6800 Varde, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Varde Kommune
Onsdag og torsdag i uge 37 skal byrådet på budgetseminar, som forhåbentligt ender med et forlig, hvor alle partier kan være med. Det lyder til, at der i et år uden behov for besparelser, er god villighed til, at vi kan finde et fælles fodslag. Hak en hæl og klip en tå er devisen. Men når det er sagt, så kommer Socialdemokratiet med et problem, der skal løses. Det er ikke populært at kravle op i et træ, men det er nødvendigt. Kommunen har ikke lønkroner nok til at aflønne de lærere, som er tildelt via den tildelingsmodel der er på skoleområdet. Det er en tildelingsmodel Socialdemokratiet ikke kunne bakke op om da den blev vedtaget, men med denne løsning, giver vi en håndsrækning til forligspartierne. Der skal 4,4 millioner kr. til før kommunens børn har de lærere, som der i den vedtagende tildelingsmodel blev politisk besluttet, at de skulle have. Hele besparelsen i ”skoler og dagtilbud for alle” hvor man i Varde by skulle gå fra 3 til 2, var for at alle kommunens skoler kunne have en tilstrækkelig lærerkapacitet for at kunne levere en høj faglig kvalitet.
Nu skal der tages action for læring, trivsel og chancelighed og ikke kun reduktion i bygningskvadratmetre som der hidtil har været fokus på. Vi har i kommunen flere klasser med 26-27 elever og det giver uro, dårlig læring og manglende trivsel for både elever og lærere, når der ikke er personalemæssige ressourcer.
Det her er ikke en bøn, hvor vi vil spises af med et kompromis. Det kan havde betydning for om Socialdemokratiet vil indgå i et forlig omkring budget 2022.