Blogindlæg – Søren Laulund (A), byrådsmedlem, borgmesterkandidat
Varde byråd har siden kommunalreformen investeret i anlæg for langt over 1 mia. kr., og vi har derfor i Socialdemokratiet besluttet, at vi i den kommende byrådsperiode vil flytte penge fra anlæg til kernevelfærd. Vi vil allerede i 2022 finde millioner af kr. mere til folkeskolen, ældre og sundhed i en ligelig fordeling. Det er vigtigt, at vi styrker vores kerneydelser inden for velfærdsområdet. Det gavner alle; også virksomhederne.
Jeg ønsker at Varde bliver en mere erhvervsvenlig kommune. Bare ikke efter den borgerlige opskrift, hvor der kun fokuseres snævert på kommunens skatter og afgifter. Det skal i højere grad også handle om værdien af gode skoler og børnehaver, og mange andre af vores kerneværdier.
Varde Kommune ligger i et vækstområde som nabo til Esbjerg og med store turist kystdestinationer som del af Destination Vesterhavet. Vi udnytter det langt fra nok i dag. At vi ligger højt på Dansk Industris liste over erhvervsvenlige kommuner er mindre vigtig, da den kun måler på nogle parametre, som én interesseorganisation har opstillet. Jeg tror, at det vigtigste for en virksomheder, at dens medarbejdere trives, og at medarbejdernes børn trives i en god skole eller børnehave. Så kan de nemlig yde mere på arbejde, og det bliver lettere at tiltrække flere nye kolleger.
Fra vores valgprogram for den kommende byrådsperiode findes også grundlag for mit fokus, da der her er formuleret følgende:
Ansvarlighed og ordentlighed
Byrådet har ansvaret for at forvalte de kommunale opgaver, herunder de fysiske forhold, natur, velfærdsydelser og den samlede økonomi. Det er afgørende, at denne opgave løftes med ansvarlighed og ordentlighed.
- sikre, at vi bruger pengene effektivt og fordeler dem retfærdigt i forhold til fællesskabets interesser.
- sikre, at der er balance i vores fælles økonomi, som er fundamentet for at vi kan udvikle et godt og trygt lokalsamfund.
Vores velfærd er derfor vigtig forudsætning herfor, og fakta fra KL er samtidig, at vi i 2030 er 160.000 flere ældre(antallet af 80 årige) med over 400.000. Derfor er det eksempelvis vigtigere end noget andet, at vi fortsat har råd til at vores ældre får et bad hver uge, og at vi har råd til en medarbejder går en tur i haven med vores ældre på 15 min et par gange om ugen, ligesom at vi skal have medarbejdere der kan komme inden for rimelig tid, når der ringes for hjælp til toilet besøg. Det er jo vores ældre som har arbejdet hårdt og sørget for at vi har den økonomi og velfærd som vi har i dag.
Stigning i antallet af børn i 0-5 år stiger også markant frem til 2030 til over 400.000 med en stigning på 18 procent siden 2019. Altså også her vil der være stigende behov for at sikre god kvalitet og velfærdservice ude hos vores dagplejere og på vores institutioner, og naturligvis også vores folkeskole.
Vores budgetaftale i Varde for 2022-25 gav et løft til velfærd med markante Socialdemokratiske aftryk, og det er positivt, at vi har sikret penge til flere lærer i vores folkeskoler og et øget normativ til vores børnepasning, samt vores ældre, da det afhjælper det voksende antal børn og ældre. Det er også et resultat af en Socialdemokratisk ledet Regering som har holdt, hvad den har lovet, ligesom den har samlet op på kommunernes regning efter coronakrisen, så den ikke kommer til at udhule velfærden. Vi har i Varde fået penge til delvis at dække de stigende udgifter til de socialt udsatte – et område som hvert år har tegnet en større og større udgiftspost i kommunerne og presser den øvrige velfærd. Det lykkes i budgetaftalen at sikre et løft til alle de grupper som for mig at se er en del af den kommunale kernevelfærd: børnene, ældre og de udsatte grupper.
Jeg vil fortsat arbejde for, at der med flere midler fra anlæg til velfærd netop sikres et godt kvalitetsniveau i vores velfærdsservice, der er tættest på borgerne.