Varde Fotoklub har også genstartet fællesskabet efter at coronaen har sluppet sit tag, og det gøres med ny udstilling i KunstLab i oktober måned.
Selvom nedlukningen for en tid har spændt ben for, at klubbens medlemmer har kunnet mødes fysisk for sammen at dyrke fotograferingen, så har de har ikke ligget på den lade side.
– Udstillingen viser mere end 80 fotos – de fleste taget i 2020, men også enkelte er taget før og senere. De udstillede motiver spænder vidt; fra portrætter over motorsport til naturfotos taget i Nationalpark Vadehavet, siger Claus Bagger fra fotoklubben.
Kernen i udstillingen er dog fotos indleveret til klubbens årskonkurrence, hvor fotografen selv bestemmer emnet. De indleverede fotos bedømmes altid af en anden fotoklub, og denne gang er det medlemmer af Esbjerg Fotoklub, der har fundet vinderen af Årets Billede 2020, fotograf Jan Johansen.
Udstillingen kan ses i KunstLab, Vestervold 11 i perioden 2.-28. oktober.
KunstLab er åbent hverdage 9-17 og weekender 12-16
Foto: Jan Johansen