Venstre tager gerne tæsk for bedre klima!

Læserbrev indsendt af Stig Leerbeck, MB (V) http://www.stigleerbeck.dk Porsevej 18, 6800 Varde

Det er Venstre, der vil sikre at vores produktions- og landbrugserhverv kan bidrage til den vækst, der giver os råd til at håndtere klimakrisen.

Det var Venstre, der foreslog at vi i 2030 skulle have 1 mio el-biler på vejene. “Overbudspolitik!” lød det. Men i dag ved vi bedre. 1 mio er måske slet ikke er nok!

Lokalt var det Venstre, der stod i front og fik tæsk for byggeriet af Frelloskolen, i stedet for at lappe på de klimamæssigt urentable bygninger på Brorsonskolen. Det er godt for børnene og det er godt for klimaet. Men Venstre fik tæsk!

Vi kommer til at tage endnu flere tæsk de kommende år, når bl.a. bygningsmassen skal renoveres med klimaet i højsædet.

Venstre tager også gerne tæskene for ikke at handle overilet. Der er ikke råd til eksperimenter. Det kræver, at vi tør stå fast og afvise krav om ulogiske og klimamæssigt urentable begrænsninger af vores levevis.

Venstre er garant for at vores velstand bevares og udbygges til gavn for klimaet. Venstre er garant for, at de rigtige tiltag gøres på de rigtige tidspunkter. Venstre er garant for de store linier i klimapolitikken, dem der gør en forskel, både internationalt, nationalt og lokalt.

Det er Venstre, der har modet og kræfterne til at gøre en virkelig forskel.