Birgitte Bendtsen kan fejre 25 års jubilæum med Afrodite
Det har ligesom altid ligget i kortene, at Birgitte Bendtsen skulle være frisør. Som ganske lille pige kunne hun knap tage en ny Barbiedukke ud af æsken, før saksen blev hentet. Der skulle laves ny frisure…!
Tilbage i 1986 stod en nyudlært Birgitte og klarede frisuren på kunderne i salonen Hair Design i Esbjerg. Dengang havde den unge frisør store planer om at tjene en mase penge, så hun sammen med en veninde kunne tage ud og opleve verden på en lang rejse. Og da hun fik tilbudt et barselsvikariat i Afrodite i Varde, sprang hun til.
– Jeg tænkte, at det kunne være spændende, og så kunne jeg tage ud og rejse, når vikariatet var slut, smiler Birgitte, der dog måtte erkende, at sådan skulle det ikke blive.
– Indehaveren af salonen bad mig fortsætte, og jeg var jo blevet glad for at være her, så rejsen blev udsat, og 10 år senere spurgte den daværende indehaver, om jeg kunne være interesseret i at overtage salonen, og – ja svaret er jo ingen hemmelighed, griner Birgitte, der i øvrigt aldrig kom ud og rejse med veninden.
– D. 1. november 1996 var jeg officiel indehaver af Afrodite. I 2003 købte jeg sammen med to kammerater bygningen, salonen ligger i, og lavede lejlighed til mig selv på 2. og 3. sal. Og her bor jeg i øvrigt i dag med min hustru Lene Haahr, og jeg er vild med det. Vi har fået indrettet os, ganske som vi drømmer om, og jeg bliver aldrig træt af at bo midt i Vardes hyggelige centrum, lyder det fra Birgitte.
Førstesalen er udover at være privatadresse også base for al den kreativitet, Birgitte bobler af.
– Jeg kan godt lide at pynte butikken efter årstiderne, og jeg laver selv det meste; jeg er blandt andet meget glad for at lave blomsterdekorationer, fortæller Birgitte, og med et blik ind i de fyldte kasser med julepynt, sløjfer, dekorationer osv., er man ikke i tvivl…
Birgitte kom ikke ud at rejse på den verdensrejse, hun planlagde tilbage i 1986, men det gør ikke noget, konstaterer hun i dag, hvor kalenderen gennem årene vidner om utallige rejser til blandt andet England og Tyskland.
– Man skal jo følge med, det er altså rigtig vigtigt i mit fag. Så jeg har altid sat en ære i at deltage i studierejser, hvor jeg kunne tage inspiration med hjem i salonen. Og derforuden har der altid været meget rejseaktivitet grundet mine roller som sensor og underviser i forskellige henseender indenfor mit erhverv.
Birgitte smiler, når hun skal fortælle om trends i hårmode gennem årene.
– Det er jo skægt, jeg har virkelig permanent meget hår, især i 80’erne skulle man have det her etageklip med permanent, som det hed. Og i 90’erne var der gang i farverne, især det lyse, med mørke kanter, erindrer Birgitte, der i dag ser en tendens til, at man lader sig inspirere mere bredt.
– Mange ser en frisure på Youtube eller i det hele taget på internettet, som de så kommer ned og viser mig, og sammen finder vi ud af, hvordan det skal tilpasses, så det står helt rigtigt til vedkommende. Det er jo min største opgave – at vejlede og rådgive, understreger Birgitte.
Hun kunne ikke tænke sig andet – som hun siger: Jeg har mit drømmejob! Jeg har verdens bedste kunder; mange er kommet her gennem alle årene, og flere er fra Esbjerg, der er fulgt med tilbage fra dengang. Forleden havde jeg en kunde inde, der sagde: Birgitte, jeg har jo også 25 års jubilæum i Afrodite…
Som frisør opstår der ofte en helt særlig fortrolighed med kunden, lyder det fra Birgitte, der hurtigt tilføjer: Det er en fortrolighed, jeg i den grad sætter pris på, og som aldrig må gradbøjes. Man kommer jo til at kende hinanden og følge med i hinandens færden gennem tiden. Nogle af mine kunder er da blevet mine private venner…
For mig er det at drive salon er livsstil! Det er mit job, min hverdag og min fritid. Jeg nyder det og jeg glæder mig hver eneste dag til at gå på arbejde, slutter Birgitte.
Mandag d. 1. november er der i anledning af jubilæet reception i salonen fra kl. 14.00.