Læserbrev indsendt af AC Hoxcer Nielsen, Bakkevej 26, Varde, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
Varde Kommunes ansatte skal godt nok kunne holde til meget. Og især nu hvor det er valgkamp. At lytte til og læse udsagn fra Ny Borgerlige om deres tolkning af, hvad en kommunalt ansat medarbejder foretager sig i sin arbejdstid, gør mig ked af det – og ikke mindst harm. ”Overflødigt arbejde og papirnusseri”, er hvad Ny Borgerlige anser som værende medarbejdernes arbejde, kunne jeg læse i deres læserbrev. På et vælgermøde i sidste uge støttede Venstres borgmesterkandidat endda Ny Borgerlige i, at der skulle ses på besparelser.
I socialdemokratiet mener vi det er uordentligt. I min tid i byrådet har vi allerede foretaget besparelser. Der er kørt procentvisebesparelser på alle områder, til stor frustration for ledere og medarbejdere, og ikke mindst de borgere, der har mærket at der er blevet færre midler at drive velfærd for. Kommunens medarbejdere knokler for at få enderne til at nå sammen, hvorfor jeg er bekymret for, om vi nu er der, hvor debatten omkring besparelser vil medføre at Varde Kommune ikke kan leve op til at være en attraktiv arbejdsplads og gøre det endnu sværere at rekruttere og fastholde medarbejdere.
Ærligt talt, så synes jeg det viser uvidenhed og mangel på respekt for andres arbejde. Ny Borgerlige burde, og måske også Venstre, fortælle hvilke medarbejdere de mener laver overflødigt arbejde og kan spares væk. Er det visitatoren på ældreområdet, socialrådgiveren på børneområdet, jobkonsulenten, juristen eller byggesagsbehandleren?
Vi har allerede en landsgennemsnitlig administrativ drift i Varde Kommune. Hvilket i sig selv er imponerende, når kommunen er så stor som den er. En yderligere besparelse vil samle endnu mere omkring Varde by, fordi der ikke vil blive midler til at nå helt ud og rundt i kommunen.
Socialdemokratiet ved, at det koster penge at drive en ordentlig velfærd og det er vi realistiske omkring. Det er derfor jeg går til valg på ”Velfærd med vilje!”