Conny M. Knigge, Nymindegabvej 211, 6855 Outrup, Byrådskandidat for Socialdemokratiet – A13
Når jeg om aftenen går en tur med hundene ned ad den mørke markvej, har jeg ofte en lommelygte med. Det er dog sjældent jeg bruger den, fordi jeg godt kan lide at gå i mørket og filosofere over dagen og livet.
I flere uger har tankerne kredset omkring det forestående valg, med mine læserbreve og politiske holdninger. Der er så meget man gerne vil skrive, men når man er begrænset af 250 ord er det svært at få det hele med. Det gør sig især gældende når man er deltager i et panel og er begrænset af at præsentere sig selv og sine politiske holdninger på 2 minutter, bliver meget af det man når at få sagt, ofte meget luftigt.
Jeg er en af de ældste kandidater, hvilket jeg på mange måder føler, gør mig uinteressant. Jeg vil bare forsikre jer om at min nysgerrighed er fuldt intakt, jeg interesserer mig for samfundet omkring mig. Jeg er optaget af klimaet og klimamålene og vil i mit arbejde i byrådet sikre, at det vil komme på dagsordenen i Varde kommune.
Jeg indrømmer blankt at jeg ved for lidt om erhvervslivet, men ser heller ikke at de inviterer mig og mine indenfor, så vi kan blive klogere. Det er ærgerligt, da vi bor i et land der bryster sig af ”Den danske model” hvor overenskomster aftales med hovedorganisationerne og derfor har vi ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Jeg drømmer om et godt valg.