I denne uge havde skolen besøg af Anne-Mette Sohn Jensen som præsenterede sin nye bog ”Arousal og Compassion”.
Anne-Mette Sohn Jensen er cand. pæd. i pædagogisk psykologi, med speciale i særlig sensitivitet. Hun holder foredrag og rådgiver om emnet over hele landet, og hun har flere gange undervist på skoler i Varde Kommune. Meget af inspirationen til bogen, har hun fundet i undervisningen af personalet på specialområdet.
På Sct Jacobi Skole er der altid stort fokus på efteruddannelse og en kontinuerlig dygtiggørelse af medarbejderne. Man har derfor prioriteret, at samtlige medarbejdere i dette skoleår, undervises i en række kurser, netop ved Anne-Mette Sohn Jensen.
Anne-Mette skriver:
Børn gør det bedste, de kan……..
”Forestil dig følgende scenarie: Du er barn i en skoleklasse med 24 klassekammerater. Du er et introvert barn, som har det bedst, når du er alene eller sammen med få. Det sociale er lidt svært for dig, og frikvarteret kan være præget af konflikter, fordi der ikke er så mange, der vil lege med dig. Du har det rigtig godt, når du tegner, leger med biler eller laver andre stille aktiviteter. Du kan bedst lide at modtage tavleundervisning i skolen, altså at læreren fortæller på tavlen, hvordan man skal gøre for derefter selv at arbejde med det faglige stof. I hvert fald, når det er noget, som du forstår. Gruppearbejde er vanskeligt for dig, så når læreren foreslår, at du skal være i gruppe – især på dage, hvor energien er lav, så kommer du nogle gange til at blive sur. Hvis der samtidig er nogen, der har drillet dig i frikvarteret, dine forældre skændes derhjemme, nogle af de andre børn i klassen larmer, når de ikke skal, så kan det være, at du kommer til at løbe ud af klassen for at få ro, så du ikke kommer til at slå nogen. Fordi det bare er for meget. Du gør det allerbedste, du kan, med de handlemuligheder og strategier, du har til rådighed i netop det øjeblik.”
At alle børn gør det bedste, de kan, er udgangspunktet for den faglige tilgang, jeg arbejder med og underviser i. Den har forskningsmæssige rødder i neuropsykologien. Et barns adfærd, som eksempelvis at løbe væk fra en situation, er en måde at kommunikere, at der er noget, barnet ikke kan håndtere i situationen. Det er ikke mangel på vilje, stædighed eller modstand. Det er faktisk det stik modsatte. Adfærd, hvor uhensigtsmæssig den end er, er en måde at fortælle, at barnet har brug for hjælp til at klare noget, som er svært lige nu. Der er store forventninger til børnene i skolen.
De to tidligere bøger ”Dit Sensitive barn” og ”Jeg ser dig”, var også medbragt på dagen, til inspiration for personalet.
På mine mange kurser beder jeg lærere og pædagoger lave en liste over alle de krav og forventninger, de stiller til børnene. Den liste bliver lang. Meget lang. Alt for lang. De rummer ord som omstillingsparathed, fleksibilitet, at kunne præstere, når det passer i skemaet, håndtere faglige krav på mange forskellige måder og med mange forskellige lærere suppleret af de mange sociale krav om at være en god ven, være rummelig, behovsudsætte og selv kunne håndtere konflikter med klassekammerater. Det er ikke urimelige krav som sådan. Der er bare rigtig, rigtig mange. Og ikke alle har redskaberne til at kunne det. Hverken fra naturens hånd eller med det, børnene har lært hjemmefra. Jeg tror helt bestemt, der er en sammenhæng med alle de krav og forventninger, der er til børnene, og de mentale udfordringer som angst, depressioner og stress, som desværre er alt for hyppige hos børn. Især, når de kommer op i teenageårene, hvor de samtidig også skal have en plan for uddannelse, forholde sig til sociale medier og være sådan én med mange venner. Personligt tænker jeg, at jeg som voksen ikke selv altid kan leve op til de høje forventninger, så jeg forstår godt, at børnene ikke kan. Derhjemme er det forældrene, som hjælper med at håndtere, når noget bliver vanskeligt. I skolen er det lærerne og pædagogerne. De har ikke kun ét barn (eller få børn), de har mange børn på samme tid med mange forskellige behov, historier og personligheder. Samtidig oplever mange ansatte i både folkeskoler og specialskoler, at kravene og forventningerne til både dem og børnene er urealistisk høje, som jeg netop har skrevet.
En nylig opgørelse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at hver fjerde lærer fravælger lærergerningen. Jeg er overbevist om, at de mange forventninger og krav sammen med manglen på viden om og konkrete redskaber til at håndtere, når et barn eksempelvis vælger at løbe ud af klassen, slå de andre børn, råbe eller vise anden adfærd, som skaber problemer for barnet selv og omgivelserne, er en stor del af årsagerne. Det fører mig tilbage til barnet i klassen med de mange børn.
Forstil dig nu, at du er lærer eller pædagog i klassen. Du ser barnet løbe ud af klassen. Måske er det langt fra første gang, det sker, og du kan mærke magtesløsheden komme snigende. Du har nu et valg, og det valg er dybt afhængigt af, om du tror, barnet gør det bedste, det kan, eller om du tror, at barnet gør det med vilje (og måske endda for at provokere dig). Ingen vågner om morgenen og tænker, at de vil irritere andre mennesker med vilje.
Mit udgangspunkt med den tilgang, jeg underviser i og har holdt adskillige kurser om de sidste tre år i blandt andet Varde Kommune, er, at ikke bare barnet, men vi alle gør det så godt, vi overhovedet.
