Borgmesteren besøgte Sct Jacobi Skole

Det var en flot juleudsmykket skole, som første december kunne byde velkommen til Vardes afgående borgmester.

Som et af de allersidste punkter på ”to do listen”, nåede Erik Buhl lige at opleve den nye specialskole, og se det fine resultat efter en lang planlægningsproces, hvor han selv har ydet en stor indsats og været en aktiv medspiller.

Der blev talt om visioner, succeser og udfordringer, hvor især det stigende elevtal kræver en fremadrettet opmærksomhed.


”En veloplagt Noah havde mange gode spørgsmål til borgmesteren og udfordrede ham på store regnestykker. Han ville bl.a. gerne lige tjekke om Erik Buhl kunne udregne 100X100.”

Under rundvisningen blev borgmesteren præsenteret for nogle af skolens forskellige elevgrupper, og fik et indblik i en helt almindelige hverdag, som alligevel ikke var helt almindelig, da dagen stod i julens tegn, med alt hvad der hører sig til af juleaktiviteter og traditioner.

Der blev både hilst på personaler og flere af eleverne, og mange af børnene syntes, det var ret sejt med besøg af en ægte borgmester. Med et stort nærvær tog Erik Buhl sig tid til at snakke med eleverne, og flere af dem fortalte stolt om tidligere lejligheder, hvor de havde set eller mødt ham.

Der blev både budt på hjemmelavede julesmåkager og udfordrende regnestykker, og efter et dejligt besøg var både borgmester og elever bestemt en oplevelse rigere.

”Erik Buhl tog sig god til at snakke med eleverne. Her får han en lille snak med Tristan fra 1.X”
”I M klasserne blev der tid til et lille spil Vildkatten, og der blev vist billeder fra en tidligere lejlighed, hvor eleverne havde været så heldige at møde borgmesteren.”
”I 9.-10.B blev der hygget med julefilm efter en travl dag med juleklip og bagning. Eleverne bød på nybagte julesmåkager og fortalte lidt om deres hverdag på skolen.”