Robert er på udkig efter læreplads som mekaniker

Det er blevet OSO-tid på 10iCampus – den traditionelle obligatoriske selvvalgte opgave, som eleverne fordyber sig i, og afslutter med et stort åbent-hus-arrangement.

Grundet Covid-19 måtte man desværre igen i år aflyse arrangementet, men vi fik lov at besøge eleverne i selve processen. En af dem er Robert Virlan:

Jeg vil gerne være mekaniker. Og det er egentlig ikke vigtigt, hvilke biler, der er tale om, altså mærke og sådan… Jeg vil bare gerne arbejde med mine hænder, og jeg tænker, at det her med at uddanne mig til at blive mekaniker vil være meget fornuftigt. Der er jo altid nogle biler, der skal ordnes. Jeg har fundet ud af, at det er meget vigtigt at finde en læreplads, og så skal man på skoleforløb igennem uddannelsen også. Jeg bor i Varde, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at finde en læreplads her omkring.

 

OM: Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse.

Ifølge bekendtgørelsen skal opgaven give eleven mulighed for at arbejde selvstændigt med et givent emne, der tager sit udgangspunkt i elevens uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse, herunder aktiviteter i form af brobygning og andet. Det skal tilstræbes, at opgaven så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, således at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf. I udarbejdelsen af opgaven skal eleven anvende varierede arbejdsmetoder og udtryksformer.