LAG’en fandt det brede smil frem

Bestyrelsesmødet i LAG Fanø-Varde bar præg af tilfredshed og brede smil, da medlemmerne den 2. februar mødtes for at uddele midler til seks lokale projekter.

Efter lang tid med Coronarestriktioner kunne bestyrelsen for LAG Fanø-Varde igen indlede det planlagte bestyrelsesmøde med en besigtigelsestur til lokale projekter. Det gav ny inspiration og et godt indblik i den lokale udvikling, som LAG midlerne er med til at skabe.

På det efterfølgende bestyrelsesmøde blev der budt velkommen til to nye bestyrelsesmedlemmer, Holger Grumme Nielsen, udpeget af Varde Kommune for den kommende byrådsperiode, og Sofie Exner Koch, som er ny-udpeget af Fanø Kommune. Bestyrelsen konstituerede sig ligeledes med ny næstformand, hvor Gitte Bang fra Fanø blev valgt.

Bestyrelsesmødet var på mange måder også bemærkelsesværdigt, da der var et historisk lavt antal ansøgere fra Varde Kommune og et historisk højt antal ansøgere fra Fanø Kommune.

Seks projekter, tre fra Varde Kommune og tre på Fanø, nød fremme af LAG bestyrelsen og indstilles nu til endeligt tilsagn hos Bolig og Planstyrelsen:

  • Betina Petersen står bag firmaet Mikkla.dk i Rousthøje. Mikkla er både butik og webshop, der tilbyder legetøj og udstyr til børn, og firmaet får nu 103.500 kr. fra LAG til at etablere en ny digital platform, som skal fremme salget via webshop og styrke den digitale markedsføring.
  • Sig Hotel, som nu går under navnet Signinn, er blevet overtaget af to iværksættere, Gurli og Dennis Nielsen, som ønsker at skabe et nyt overnatnings- og samlingspunkt i hotellokalerne. LAG Fanø-Varde giver 195.000 kr. til et nyt tag på hotelbygningen.
  • Den selvejende institution NATUR-HUSET i Starup-Tofterup har gennem flere år arbejdet intenst på at omdanne den tidligere brugs i byen til et moderne og levende multihus med bl.a. turistinformation, mødelokaler, fitness og iværksætterkontorer. Gruppen bag projektet er i gang med ombygningen af det tidligere butikslokale, og de får 115.000 kr. til udskiftning af taget på bygningen.
  • Ejendomsfonden Fanø Vesterland står bag sommerkoncerterne ”Sommerliv” på Fanø og ønsker i fremtiden at skabe flere indendørs og udendørs musik- og kulturarrangementer på øen. Derfor ønsker fonden at investere i deres eget scenelys og lydanlæg, og LAG Fanø-Varde støtter investeringen med 257.000 kr.
  • Fanø Sejlklub driver Fanø Lystbådehavn, og foreningen ønsker at etablere en ny jollebro, som skal give god og sikker adgang for brugerne. Ligeledes ønsker klubbens frivillige at udskifte dækket på Sydbroen, som benyttes af turister og gæstesejlere på Fanø. Fanø Sejlklub modtager 214.000 kr. til formålet.
  • Fanø Vesterhavsbads Golfklub driver Danmarks ældste og eneste links-golfbane i Danmark, og de har søgt midler til at investere i nye og tidssvarende maskiner til vedligehold af banen. LAG Fanø-Varde støtter projektet med 297.500 kr.

Formand Preben Friis-Hauge udtaler:

”Jeg er tilfreds med, at vi kunne imødekomme alle de ansøgninger, der var indsendt fra projektmagere i Varde Kommune. Der var en utrolig god variation i ansøgningerne, og vi har således kunne yde støtte både nye og etablerede iværksættere, samtidig med at vi har kunnet støtte nogle af vores lokale ildsjæle i deres utrættelige arbejde med udviklingen af det gode liv. På Fanø blev de almennyttige projekter denne gang prioriteret, så der er lyse udsigter for de frivillige foreninger på Fanø i den kommende tid, og det glæder mig”

Den nuværende LAG ordning fortsætter i 2022, og næste ansøgningsfrist er onsdag den 4. maj. Mulige ansøgere anbefales allerede nu at kontakte en af foreningens koordinatorer for vejledning i forbindelse med ansøgningsprocessen.

”Det er min fornemmelse, at mange projektmagere går med en plan om at indsende en ansøgning til næste uddelingsrunde, og jeg vil gerne opfordre til at påbegynde arbejdet med ansøgningen snart. Den nuværende LAG ordning står for sin afslutning, og i bestyrelsen har vi planer om at få uddelt alle midlerne, så der ikke skal sendes penge retur til EU. Derfor håber vi på gode ansøgninger at vælge mellem.” udtaler Preben Friis-Hauge.

Primo 2023 er det planen, at der skal opstartes en ny LAG periode med nye kriterier for uddeling. Kriterier og retningslinjer for den nye ordning er ikke kendt endnu.

 

Fakta:

LAG står for Lokal Aktionsgruppe Gruppe. Hver LAG er etableret som forening for et lokalområde, som vælger en bestyrelse til at uddele tilskudsmidler fra EU. LAG-tilskudsmidlerne kommer fra EU’s landdistriktsprogram, som har til formål at skabe både jobs og mere liv i landdistrikterne. I Danmark administreres LAG-midlerne af Bolig og Planstyrelsen.