Det familieejede ejendoms- og investeringsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S overtog tilbage i maj 2021 den tidligere handelsskoleejendom på Slotsgade 17 i Varde.
De hårdt medtagede handelsskolebygninger er efterfølgende blevet revet ned, og sideløbende har de nye ejere arbejdet med planerne for et nyt boligbyggeri på den knap 10.000 m2 store grund, lige i skæringen mellem byen og åen.
Det har ligget i kortene, at ejerne skulle fremkomme med et projektforslag, der kan danne grundlag for udarbejdelsen af en ny lokalplan for grunden, og man er nu så langt i processen at man kan præsentere de foreløbige planer for projektet, der går under arbejdstitlen ”Slotsparken”.
”Udviklingen af projektet har været en proces, hvor vi har arbejdet med mange forskellige muligheder på ejendommen. Vi har selvfølgelig taget udgangspunkt i de rammer, der er udstukket fra Varde Kommune, og i de konkrete muligheder på selve grunden.
Men vi har også haft grundige overvejelser omkring bl.a. samspillet med de omkringliggende ejendomme og tilpasningen til området og byen, ligesom vi har modtaget rigtig mange gode inputs og ønsker fra folk, som har tilmeldt sig interesselisten via vores hjemmeside. Dertil har vi selvfølgelig også selv haft nogle grundlæggende tanker om såvel design, kvalitet og koncept”, udtaler Per Bank Lauridsen og fortsætter:
”Det har altså været en afvejning af mange forskellige forhold, og vi synes at vi er kommet frem til et projekt, der som helhed kan sætte nye standarder for boligbyggeri af denne type i Varde. Vi er ærligt talt selv ret begejstrede over hvor godt det kan blive. Nu håber vi at også politikerne, naboerne og borgerne i Varde synes godt om projektet, så vi kan komme i gang med realiseringen hurtigst muligt.”
Det nye projekt, som kommer til at danne grundlag for udarbejdelsen af et nyt lokalplansforslag, er en kombination af rækkehuse med tilhørende garager og etagebyggeri med lejligheder. I alt rummer projektet 58 boliger i størrelser fra ca. 70 – 170 m2, samt et større erhvervsareal i stueetageniveau op mod byen, hvor der er indgået en forhåndsaftale med Sydbank, som dermed planlægger at flytte deres bankvirksomhed fra nuværende lokalitet på Vestergade, til det nye byggeri på Slotsgade.
Boligerne bliver en kombination af ejer- og lejeboliger, og udføres alle i højeste kvalitet med bl.a. lyddæmpende lofter, integreret LED-belysning, alt i energibesparende hårde hvidevarer, ligesom der installeres Quooker i køkkener og meget, meget andet.
Bygningerne udføres i lyse teglsten, med altaner med træ-dæk og glasværn, og markeringer i bronzenuanceret aluminium.
Herudover indtænkes både bæredygtige løsninger og materialer, og særligt grønne miljøer.
E. Bank Lauridsen Holding AS – Willemoesgade 2 – 3. sal – 6700 Esbjerg
www.ebanklauridsen.dk
Der etableres bl.a. sedum-græs på alle tagflader ligesom projektet også rummer et grønt fællesareal midt på grunden med bænke, beplantning af træer, et stort fælles orangeri samt en nedgravet parkeringskælder på omkring 1.500 m2. Der opsættes desuden et større antal ladestandere til brug for både ejendommens beboere samt udefrakommende.
De store glasfacader i stueetagen vil flere steder skabe gennemkig til de grønne fællesarealer, for forbipasserende i Slotsgade.
”Vi har simpelthen valgt at gå ”All In”, og det indebærer at vi bl.a. bygger i de bedste materialer og etablerer en meget dyr parkeringskælder, så grunden ikke bliver proppet til med parkerede biler overalt på udenomsarealerne og med bebyggelse helt ud til naboskel. I stedet skabes der god afstand til naboerne og der bliver plads til grønne fællesarealer. Det hænger ikke helt så godt sammen i regnearket, men til gengæld bliver der tale om et byggeri som folk forhåbentligt vil tilvælge pga. kvaliteten, og som vi allesammen kan være stolte af, når det står færdigt”, udtaler Per Bank Lauridsen.
Næste skridt i processen er den indledende myndighedsbehandling, hvorefter bygherren selv vil forestå udarbejdelsen af et nyt lokalplansforslag i samarbejde med et hold af lokale landinspektører, arkitekter og ingeniører.
Lokalplansforslaget forventes at være klart i løbet af foråret, hvorefter det skal igennem politisk behandling og offentlig høringsproces m.v.
Yderligere information om projektet kan opnås via hjemmesiden: www.ebanklauridsen.dk