Om lidt er det slut med at betale biblioteksbøder kontant på biblioteket

Over hele landet er bibliotekerne i gang med at lukke ned for kontant betaling Fra den 1. marts skal borgere i Varde Kommune betale deres bøder og gebyrer digitalt Du kender det måske; de bøger du havde lånt på biblioteket, blev afleveret for sent, og nu står du og fisker efter en 20’er i lommen, så du kan betale dit gebyr til bibliotekspersonalet. Sådan har det altid været, men det er snart slut.

Biblioteker landet over er i færd med at lukke ned for kontant betaling, og det gælder også i Varde Kommune. Fra den 1. marts vil borgere, som skal betale bøder eller erstatninger til biblioteker i Varde Kommune, modtage en faktura i deres digitale postkasse.

Borgere, der er frameldt digital post, modtager i stedet et brev i postkassen. Fakturaen kan betales på normal vis, eller via selvbetjeningsløsningen “Mit Betalingsoverblik”, som man kan tilgå via Bibliotekets hjemmeside og telefon-app’en “Biblioteket”, Varde Kommunes hjemmeside eller via borger.dk, hvor der kan betales med kort eller MobilePay.

 

Kontanter er for dyre

Omlægningen til digital betaling er anbefalet af kommunernes it-fællesskab KOMBIT, og er aktuel for de fleste af landets biblioteker. Det er ikke nyt, at kommunerne udfaser mulighederne for kontant betaling.

Gennem noget tid har det for eksempel ikke været muligt at betale med kontanter på Borgerservice. Nu følger bibliotekerne efter.

 

Biblioteksleder Peter Lindgaard udtaler:

– De fleste bøder og mellemværender, som borgerne skylder på biblioteket, er småbeløb. Omkostningerne ved betalingshåndtering er blevet for dyre for kommunerne. Derfor giver det god mening, at bibliotekerne følger med udviklingen og retter ind efter den fremgangsmåde, man allerede benytter sig af ved betaling – blandt andet i Borgerservice.

Materialer skal fortsat afleveres på biblioteket, uanset om de afleveres til tiden eller ej, men borgerne skal være opmærksomme på, at deres mellemværende ved for sen aflevering, fremover skal betales via “Mit Betalingsoverblik”.

Borgere, der har brug for hjælp til “Mit Betalingsoverblik”, er velkomne til at kontakte Borgerservice eller bibliotekspersonalet.