Hun har altid gang i et eller andet. Er involveret. Og ikke mindst så har hun en mening om tingene, og holder sig aldrig tilbage fra at sige det, hun føler der skal siges.
Juki Tauchi, af nogen kendt som aktiv militærkvinde, af andre kendt som skarp jurist, men i dag var det titlen som Varde kommunes ungeguide, der tog føringen. Eller rettere – et farvel til det.
Juki sad egentlig i Udviklingsrådet i Varde, da man fik tanken om at sætte mere spot på ungdommen, og før hun vidste af det, var hun viklet ind i det.
– Det er det, der sker. Fordi jeg ikke kan lade være; jeg engagerer mig, fordi jeg føler, det er det, jeg skal. Og nu er tiden altså inde for, at jeg skal videre, fortæller Juki, mens flere af gæsterne til afskedsreceptionen nikker anerkendende bagved.
– Jeg skal videre i mit liv nu, huset er solgt, og en ny adresse venter i Fredericia for Morten og mig. Jeg er der i livet nu, hvor der skal træffes denne slags beslutninger. Det er nye energier, der melder sig, smiler Juki, der ikke lægger skjul på, at sejlsport har – og altid har haft – en stor plads i familien. Og det skal der sættes endnu mere tid af til nu.
– Helt grundlæggende, så mener jeg, at man skal ryste dynen engang imellem. Mærke efter, hvad der føles rigtigt – sige farvel til noget og velkommen til noget andet og nyt. For mig har det handlet meget om at følge energien, der hvor den bærer mig hen. Jeg glæder mig, men jeg er også meget vemodig, især i dag….
Viceungdomsskoleinspektør Jens Peter Olesen holdt en smuk tale til receptionen, hvor Juki efterfølgende kort sagde: “Tak for de smukke ord – jeg vil ikke sige så meget mere, for jeg har lidt let til tårer i dag…”
– Jeg kommer jo til at savne det. Allermest vil jeg savne de unge! Jeg vil savne samværet – og så vil jeg savne angsten, der er forbundet med at være ungeguide. Den positive angst… den her angst, der handler om, at man bare så brændende vil, at det skal lykkes. Og den slags historier har jeg heldigvis rigtig mange med af herfra; historier, jeg kan tage frem og glæde mig over, slutter Juki, der nu overlader stafetten til ny ungeguide – Jeyan Jey.
– Jeg har allerede haft flere fine samtaler med Juki, og jeg glæder mig meget til at komme i gang – det skal blive spændende, lyder det fra kommunens nye ungeguide (foto).
Formand for Ungerådet, Alberte Højgaard, havde også et par ord med til Juki til receptionen: “Jeg er ikke i tvivl om, at jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at du har været et forbillede – en kæmpe inspirationskilde. Du vil blive savnet!