Verden er i gang igen. Hjemmekontorene er lukket ned og klasselokalerne fyldt igen. Hvis vi et kort sekund holder fokus der, så kan vi rigtigt glæde os over det – vi kan færdes frit, og måske endda kramme lidt igen. Køerne er sluppet ud og og danser hen over markerne, billedligt talt.
Jeg bliver simpelthen så glad i låget, når jeg ser de unge mødes og feste igen – være sammen – og det har jeg skrevet om så mange gange, at læserne vist ikke er i tvivl.
Nuvel. Mine familie fulgte i aftes med stor spænding debatten i JV vedrørende de unge mennesker, der ikke må deltage i gallafesten på skolen inden længe. Og snakken gik lystigt om spisebordet.
Mellemste datter skal til gallafest på gymnasiet inden længe, og der bliver kigget kjoler, frisurer og alt det, der hører sig til. Hun må gerne deltage, også selv om hun minus appelsinfri slog flikflak i Polens gågader by night sidste efterår på studietur. Men hun havde selvfølgelig heller ikke brudt nogen regler – eller…?
Hvad der er op og ned i denne sag, ved nok dem, det handler om, bedst, men jeg sidder stille her og tænker – åh nej altså… det er unge mennesker, der endelig er sluppet fri fra Coronaens klamme fangearme, er draget på studietur, og imod alle regler har forbrudt sig på et par øl. Og det måtte de ikke.
Og nu – et halvt år senere – hænger fodlænken tilsyneladende stadig om benet i form af nægtet adgang til noget af det største i 3. g – nemlig gallafesten.
Jeg har selv tre unge mennesker herhjemme, og deres reaktion var ikke til at tage fejl af.
Alt imens sidder den ældre generation med den løftede pegefinger, der for alt for mange er blevet obligatorisk under covid19 og siger “tsk tsk – så kan de lære det”...
“Regler er regler” og bla bla bla – ja, jeg købte en guldfisk på studietur til Prag tilbage i 1989 ( i en 7-hestes vodkabrandert), og det var da også noget værre noget… og en af mine klassekammerater ødelagde et toilet på en studietur til København, men vi splejsede om erstatning og skammede os lidt i fællesskab.
Og det var noget af det, vi samledes om og grinede rigtig meget af 25 år efter, da vi mødtes til Viborg Katedralskole-jubilæum, halvskaldede, delvis rynkede, med spændende titler og store børn i bagagen – vi talte om minderne… især de skæve, fra gymnasietiden. Vi talte om alle de traditioner, vi havde været en del af, og som var med til at danne os. Vi talte om de frygtelige magtdemonstrerende lærere, der dengang var alt for mange af…
Hvorom alting er, så må denne sag jo ligge hos de implicerede, og klares der. Men for hulan jeg håber her i det skjulte at de elever får lov at drage til galla, og det ved jeg godt, at der om et øjeblik ligger en stak pegefingre-kommentarer om at er ganske forfærdeligt, at jeg mener…
Men – jeg kan stadig huske, hvordan det var at være ung, heldigvis!