Antallet af kommende studerende, som søger pædagoguddannelsen via kvote 2, tager et stort dyk. De nye ansøgertal vækker bekymring hos pædagogernes fagforening BUPL.
Mens daginstitutioner landet over bokser med en omfattende mangel på pædagoger, varsler nye tal om en tiltagende faldende interesse for pædagoguddannelsen.
I år har 2.800 søgt pædagoguddannelsen som deres 1. prioritet via kvote 2, opgør Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det svarer til et fald på 21 procent siden sidste år og et fald på 30 procent siden 2019. Udviklingen er alarmerende, mener BUPL-formand Elisa Rimpler.
”I lyset af den omfattende mangel på pædagoger, som allerede presser kvaliteten i landets daginstitutioner, er de nye ansøgertal meget bekymrende nyt. Vi har i den grad brug for, at flere har lyst til at blive pædagog, og lige nu går det den stik modsatte vej”, siger hun.
Der bliver brug for 14.000 flere pædagoger de kommende 10 år, hvis daginstitutioner skal følge med det stigende børnetal og leve op til minimumsnormeringerne. Og allerede nu er manglen på pædagoger et stort problem flere steder i landet, påpeger Elisa Rimpler.
”Kun lige over halvdelen af de ansatte på stuerne har i dag en pædagoguddannelse og dermed den nødvendige viden om børns trivsel og udvikling. Det er hele fundamentet under daginstitutionerne og det velfærdssamfund, vi kender, der skrider, hvis ikke vi formår at vende udviklingen og få flere til at vælge pædagogprofessionen”, siger Elisa Rimpler.
Styrket uddannelse
Der er brug for et massivt løft af pædagoguddannelsen for at gøre den til et attraktivt valg for de kommende studerende. Det må politikerne tage ansvar for her og nu, påpeger Elisa Rimpler.
”Den nuværende pædagoguddannelse har i årevis været underfinansieret, så der er ikke noget at sige til, at den har brug for et løft. Det slog evalueringen allerede fast i efteråret, og derfor er det mig faktisk også en gåde, at vi ikke allerede har fået en aftale plads og stillet de kommende studerende en ny styrket uddannelse i udsigt”, siger hun.
BUPL har længe kaldt på et trecifret millionløft af pædagoguddannelsen, som blandt andet skal sikre mere undervisning, bedre kobling mellem praktik og undervisning og ordentlig feedback. Men et løft af uddannelsen kan ikke stå alene, lyder det fra BUPL-formanden.
”Der kan ikke være to meninger om, at løn og arbejdsvilkår også har betydning for, hvilken uddannelsesvej man vælger. Så på lidt længere sigt kommer vi ikke uden om også at gøre det mere attraktivt at være pædagog på den anden side af studierne”, siger hun.