Kom til åben gedestald hos Æ’ Bondekurn

Louise fra Lunde, Barfredsvej 21, 6830 Nørre Nebel holder Åben Gedestald søndag den 1. maj 2022 klokken 10-15, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge ind.

Louise er nemlig en del af Dansk Gede Unions landsdækkende event ”Åben Gedestald”, Åben Gedestald er gået hen og blevet en hyggelig tradition for gedeavlere i Dansk Gede Union. Hvad der startede som et lille arrangement med blot fire åbne stalde i 2016, har siden udviklet sig således at der i år pt. er 13 åbne stalde som kan besøges. De åbne gedestalde er spredt ud over det meste af landet, så alle har god mulighed for at finde en åben stald at besøge. I et år hvor de fleste dyrskuer er aflyst, er dette en unik chance for at komme helt tæt på dyrene, i deres hjemlige omgivelser. Hvis man overvejer at blive gedeavler, er det en god mulighed for at se geder af en race, der passer til de forhold og forventninger, man måtte have, og hente inspiration til indretning af stalde og folde. Og er man ikke spirende gedeavler, så kom bare alligevel og tag hele familien med.

Én af dem, der har valgt at åbne sin stald, er Æ’ Bondekurn. Louise viser gerne sin stald og geder frem for at dele sin glæde ved at holde geder og måske give andre lyst til at gøre det samme.
– Jeg er fornyelig opstartet med landracegeder, udover Mohairgeder. Landracegeden er et fantastisk husdyr, hvis man interesserer sig for selvforsyning. Landracegeden giver mælk til husbehov, og til at fremstille ost, yoghurt mv. Og så giver den noget rigtig fint kød. Mohairgederne leverer lækre fibre til egen produktion af garn. Jeg er med i Åben Gedestald for at inspirere andre til også at få lyst til at holde geder, blive mere selvforsynende og for at vise at der stadig er liv i vores lokale landområde. Man må hjertens gerne medbringe sin madkurv og spise den hos os. Vi sælger kaffe og kage og glæder os rigtig meget til at få besøg, fortæller Louise.

På facebooksiden ’Åben Gedestald – Dansk Gede Union’ kan man se alle de muligheder der er for at besøge en åben stald, og læse mere om de enkelte avlere og deres geder. Listen over deltagere opdateres helt indtil den 1. Maj, så hold øje med hvor den nærmeste åbne stald er. Listen over de avlere, der holder Åben Gedestald kan også findes på Dansk Gede Unions website goat-dgu.dk Det er Dansk Gede Union, der står bag ”Åben Gedestald”. I Danmark er der forskellige gederacer, som opfylder forskellige formål fra malkning og kødproduktion til landskabspleje, mohairproduktion og klappedyr. Dansk Gede Union er foreningen, hvor gedeavlere fra hele landet samarbejder om at forbedre forholdene for gedeavl i Danmark. Arbejdet for alle landets ni gederacer varetages her.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/764783447819814/?ref=newsfeed