Læserbrev indendt af AC Hoxcer Nielsen, Søndergade 5, Varde og
Kent Ager, Gyvellunden 87, Varde
Socialdemokratiet i Varde Kommune
Budgetønsket til det kommende budgetseminar omkring veteranindsatsen er nærmest uundgåelig, hvis vi som Danmarks største garnisons kommune vil bryste os af at tilbyde værdige indsatser.
Veteranindsatsen er ikke ny, men i sin nuværende form er den utilstrækkelig. De medarbejdere, både kommunale og via KFUM’s sociale arbejde, der på nuværende støtter vores veteraner, løber rigtig stærkt og de kan overhovedet ikke følge med. Veteranerne, der har brug for støtte, er tidligere soldater, der er kommet hjem efter at have været udsendt til krig, hvor nogle har fået traumatiske oplevelser, der har givet ar på sjælen i så høj en grad, at der er behov for en helt særlig form for støtte til at kunne klare dagen med PTSD-symptomer. Her kan en peer-peer metoden være at foretrække, i det den person, der skal give støtten, selv har været ansat i forsvaret og derfor kender til udfordringerne, og har en større form for forståelse og kompetencer.
Det koster kun 200.000 kr. Et meget lavt beløb, der kan være med til at give en bedre form for støtte.
Nu skal vi tage det ansvar på os i Byrådet og give veteranerne den indsats de fortjener efter at have været udsendt for Danmark. Derfor vil vi gerne opfordre Byrådet til det kommende budgetseminar til at blive enige om, at vi I Varde Kommune gerne vil give disse borgere en værdig støtte. Og som skrevet – Det koster kun 200.000 kr.