Det ER altid spændende, når 7-kanten afslører, hvad næste års sommerspil byder på. Og da jeg kunne læse, at det var Jesus Christ Superstar, vi havde i vente, blev jeg – hånden på hjertet – ikke sådan rigtigt begejstret. Stykket appellerede ikke umiddelbart til noget, der for mig virkede sådan – wauw. Så da jeg blev inviteret med til de første prøver, var det med en lille bitte smule skepsis. Men samtidig må jeg tilstå, at jeg tilhører den store gruppe mennesker, der SKAL afsted og se årets sommerspil, fordi… Ja alt andet ville da være utænkeligt.
I aftes var jeg med til premieren. Og jeg æder alle de skeptiske tanker, jeg havde forinden. Og jeg synker dem med en stor mundfuld flovhed. Fordi – hvordan KUNNE jeg dog komme i tanke om at være – ja – skeptisk?!
ENDNU engang sad jeg der på bænkene i vores hyggelige Arnbjergpark og lod mig rive med af Varde Sommerspil. Så hjerteskærende aktuel og fascinerende smuk, at jeg af og til glemte at trække vejret. Og fik tårer i øjnene, mens hårene rejste sig i nakken.
Det er grundlæggende historien om Jesus. Og Judas. Og alle de andre, vi har læst og lært om i bibelhistorien. MEN det er meget mere end det! Fremført på en måde, der rent faktisk er vanskelig at gengive på skrift. Kort og godt fordi stykket bør opleves.
Jesus, Judas og Maria Magdalene
Vi ser Thomas Høj Falkenberg i rollen som Jesus; formentlig ikke helt den Jesus, man har et billede af fra Biblen. I en nyfortolkning, hvor mennesket træder frem – manden, der er så eftertragtet og søgt af de syge, at han er på sammenbruddets rand af stress. Med en røst så intens som det blik, der nåede alle tilskuere på bænkerækkerne. Flot præstation!
Judas i form af Teit Samsø – hvilken charmør..! Sin konfliktsøgende rolle, det rå look og den lidt aggressive fremtoning, fik mig til at tænke på knægten i skolegården, der altid lige gik over stregen og gjorde det, man ikke må. Mobberen, der bliver konfronteret og angrer. Fantastisk krydret med blink i øjet og et ganske gribende sangtalent. Og smukke Maria Magdalene, spillet af Mette Hebsgaard, hvor loyaliteten og kærligheden til Jesus er så autentisk, at man får lyst til at løbe op på scenen og trøste hende, da han hænger på korset.
Og sådan er det, når man sidder der og ser Jesus Christ Superstar, i hvert fald for mit vedkommende. Det var ikke “bare” et stykke rocket bibelhistorie. Det var meget mere end det. Det flyder uvilkårligt med associationer. På en helt unik måde lander tankerne på al det had og kærlighed, bitterhed og sørgmodighed vi alle er omgivet af. Ikke mindst i år som disse…
Fra Herodes til Pilatus
Ondskab er en udefinerbar størrelse. Alle facetterne af det onde skriger igennem i Jesus Christ Superstar, hvor det ganske unikt blandes sammen med et skarpt twist af humor. Det hele smelter sammen og efterlader følelsen af, at hele spektret uvilkårligt er blevet rørt og rystet – hos den enkelte tilskuer. Gribende…!
Jeg må lade en bemærkning falde på Herodes og Pilatus. Neklas Klausen og Jesper Ulbæk Andersen. Lad mig bare sige… De er for vilde! Jeg er fan! Og det har jeg været, siden jeg så dem på Sommerspillets scene første gang. Der er en magi over det, når de to indtager rummet. Der må simpelthen være “nogen”, der “opdager” dem en dag, – kæmpe talenter!
Umådelig smuk koreografi, der på sin helt egen måde er skabt til årets sceneopsætning. Scenen byder på temmelig mange trapper. (Hold da op en gang motion, de folk får her i juli). Farven er sort, uden dikkedarer, og med det målrettede lys, der kaster stemningens slør ned over spillet, er man ikke i tvivl om, hvor man skal ledes hen i følelsesregisteret. Og på en helt sælsom måde bemærker man kostumernes detaljer i langt højere grad, end jeg erindrer at have gjort tidligere år. For slet ikke at tale om makeup og styling. Det kommer især til udtryk ved de dygtige dansere, hvor jeg fik lyst til at stille mig helt nede ved scenekanten for at iagttage den blændende kombination af farver.
Intet er som det plejer
Musikken – jeg kendte den ikke på forhånd, og jeg havde været meget spændt på, hvorledes et sommerspil ville fremstå uden tale – udelukkende sang, men lad os sige det sådan, at den prøve er bestået.
Fornyelse og afveksling er ingen skade til, og jeg tænker, at det var modigt, at kaste sig over netop dette stykke. Fordi “intet er som det plejer”, men ved I hvad – det skal det heller ikke være. Publikum har godt af at blive rusket lidt op af Arnbjergbænkene – og det skal jeg ellers love for, vi blev, da selve korsfæstelsen skulle finde sted. Der var helt stille blandt publikum, hvor en meget tydelig bevægethed bredte sig.
Jesus Christ Superstar er en rockmusical. Det er en fortælling, der rører os. På godt og på ondt. Alle elementerne er så vigtige – og størst af alt – det er kærligheden!
Så slutteligt – mit WAUW må jeg skrive i store bogstaver og råbe ved hver given lejlighed. Sikke en oplevelse. Gå ikke glip af årets sommerspil – det er intet mindre end storslået.
