Læserbrev – Af Preben Friis-Hauge (V), Folketingskandidat i Varde Kredsen, Søndergade 18, 6862 Tistrup
Hvis den grønne omstilling skal lykkes 100% i Danmark, så skal der mere sund fornuft ind i mødelokalerne på Christiansborg.
I nogle år har “den offentlige mening” gjort hvad den kunne, for at gøre landbruget til syndebuk, når vi taler behov for grøn omstilling i Danmark. Dette til trods for at landbruget gang på gang tilbyder teknologiudvikling og fx lokale vådområde projekter for at begrænse udledning af CO2 og kvælstof.
I lokale medier er beskrevet, hvorledes nationale styrelser indledningsvis bare har accepteret, at man tilsyneladende må droppe vådområde- og lavbundsprojekter lokalt i Varde Kommune pga EU-lovgivning.
Først efter massivt lokalt pres og megen lokal opmærksomhed, ser det nu ud til, at styrelserne har forstået deres rolle, nemlig at være bindeled/kontakten til EU, for som minimum at undersøge mulighederne for at disse projekter til styrkelse af den grønne omstilling alligevel kan lade sig gøre.
Det er nødvendigt, at beslutningstagerne i Folketinget begynder at være en anelse mere virkelighedsnære i deres livsopfattelse. Hvis man tror, at grøn omstilling lykkes i Danmark, ved at landmændene gratis skal forære deres jord bort, så lever man på en anden planet, end den man er valgt på. Mere sund fornuft ind i mødelokalerne på Christiansborg