Plaget af dræbersnegle?

Ramt af “dræbersnegle? Hvordan bekæmper du snegle i haven?

Er du blandt dem, der møder 5-6 “dræbersnegle” på terrassen om morgenen, så ved du sikert også, at de boltrer sig i haven – og i køkkenhaven. Og det er formentlig ikke for at mætte sneglene, du har etableret køkkenhave med alskens goder.

Bolius.dk finder du masser af gode råd til hus og have, og vi fandt dette råd til bekæmpelse af dræbersneglen:

Manuel bekæmpelse

Manuel bekæmpelse vil sige, at du fjerner sneglene fysisk. Saml sneglene ind og slå dem ihjel på den mest humane måde muligt. Det kan fx ske ved at:

  • Køle dem ned. Sneglene skulle ikke føle nogen smerte ved denne metode. Når du har indsamlet dem, putter du dem i en tæt pose og lægge dem i køleskabet, indtil deres kropstemperatur er 5 grader. Det svarer til ca. 1 time på køl, hvis du har indsamlet 200-300 snegle. Derefter skal sneglene mindst 1 døgn i fryseren, hvorefter de vil være døde.
  • Klippe dem over. Hvis du klipper dem på langs i stedet for på tværs, dør de hurtigere.
  • Hælde spilkogende vand over dem. Sørg for, at vandet bobler, når du overhælder sneglene. Og sørg også for, at du bruger rigeligt med vand, så sneglene bliver dækket.

Du kan også udrydde sneglene ved at:

  • Indsamle deres æg. På langt sigt er det den mest effektive måde at komme sneglene til livs på. Æggene er runde og hvidlige med en tynd kalkskal og er aldrig gennemsigtige. Normalt ligger dræbersneglenes æg i klumper på 20-30 stk. eller flere. De kan godt forveksles med æg fra både vinbjergsnegl, sort og rød skovsnegl, men disse æg er væsentligt større end dræbersneglens, der kun er 3-4 mm. Æggene kan indsamles fra midsommer og vinteren igennem, og når de er indsamlet, kan de ødelægges med kogende vand eller ved at knuse dem. Det er nemmere at finde æggene, hvis du indretter steder til sneglene, hvor de gerne vil lægge deres æg. Det kan fx være under en træstub, en brændestabel el.lign. Du kan også sætte kunstige skjul op. Om sommeren er en fugtig avis det bedste skjul for dræbersnegle, og en flamingokasse kan fungere som skjul og æglægningssted langt hen i efteråret.
  • Lave ølfælder. Snegle elsker den gærede lugt fra øl – lugten lokker sneglene til. Selv om det er lovligt at drukne hvirvelløse dyr som dræbersnegle, bør det dog være den sidste løsning, du bruger, da man skal skåne dyr – uanset hvilket – for smerte og lidelse ved aflivning. Evt. kan du nøjes med at putte 1/2-1 cm øl i ølfælden, så de ikke drukner, og senere aflive dem ved at hugge dem over med en spade eller klippe dem over med en saks.

Man kan også sørge for at lokke nogle af sneglenes fjender til haven. Havens fugle kan være en stor hjælp, men kan man lokke pindsvin i haven, vil man hurtigt se en forandring. Blandt andet ved at gøre forholdene gode for så mange forskellige nyttedyr som muligt. En varieret blanding af høje og lave planter, en grenbunke, et stengærde, fugtige og skyggefulde områder samt tørre og solrige pletter giver mange forskelligartede levesteder.