Vi skruer tiden tilbage til starten af 60’erne. Her har et par tvillingebrødre i Vestjylland begge leget med tanken om at uddanne sig indenfor politiet.
Finn Lønborg og Leif Lønborg er på daværende tidspunkt uddannet henholdsvis som slagter og mekaniker. Beslutningen bliver taget, og de drager til København, bliver uddannede politibetjente, og vender begge hjem til Vestjylland, hvor de begge er ansat ved Politiet i de næste mange år.
I dag er Leif her desværre ikke længere, mens hans bror, Finn (82), bor i en beskyttet bolig i Ølgod.
– Og så fik jeg en ide, fortæller Per Lønborg Andersen, der er nevø til Finn.
– Jeg tænkte, det kunne være helt sjovt at overraske Finn med et besøg af nogle af hans tidligere kolleger, så sammen med hans søn, min fætter, Jens Lønborg Andersen, fik vi det arrangeret.
Og der blev da også gjort store øjne, da Kåre Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi dukkede op på adressen i Ølgod. Her fik de to betjente en snak om gamle dage og tidernes skiften.
Det var en tydelig rørt Finn Lønborg, der vinkede ud af vinduet, da Kåre atter satte kursen mod Varde.
Fotos: Lars Thomsen, Jyskpressefoto.dk