Foredrag: Når fremtiden forstyrres

Torsdag d. 3. november holder fremtidsforsker Anne-Marie Dahl foredrag i Salonen på Varde Bibliotek. Her stiller hun skarpt på fremtiden og fortæller om de megatrends, hun ser og hvad de peger os i retning af. Hvad kommer til at forme vores liv, hvilke udfordringer står vi overfor og hvad er vores spillerum i en digital global fremtid i evig forandring? Og hvad sker der, når udviklingen og vores hverdag udfordres uventet på et splitsekund?

Vi ser ind i fremtid, hvor robotter, BIG DATA og et flydende, globalt og digitalt arbejdsmarked vinder frem og det kommer til at påvirke os som kunder, brugere, familier og arbejdskraft. Samtidig har de seneste år i høj grad været præget af dét, som fremtidsforskerne kalder wildcards – hændelser og situationer, der opstår så pludseligt, at der ikke er mulighed for en gradvis tilpasning af samfundet og vores liv. Det har ofte store konsekvenser og skaber usikkerhed om fremtiden. Corona-pandemien, krigen i Ukraine og energiprisernes aktuelle himmelflugt er eksempler på netop det.

Derfor sætter foredraget også spot på begrebet ”disruption” – oversat til dansk; forstyrrelse – og belyser, hvordan det ikke alene er højaktuelt lige nu, men og også i fremtiden vil være et vilkår.

Anne-Marie Dahl er fremtidsforsker og uddannet inden for både statskundskab og psykologi. Hun er optaget af, hvordan samfundsudviklingen påvirker mennesker og organisationer, og hun driver sin egen virksomhed, Futuria.

Oplev hende i Salonen på Varde Bibliotek torsdag d. 3. november klokken 19-21.00. Billetter koster 50 kr. og købes via www.vardebib.dk