Nu vil du fremover kunne booke tider til zoneterapi/kraniosakralterapi og akupunktur i hjertet af Varde.
Hanne Thuesen og Malene Wonsbek har per 1. januar 2023 indgået et klinikfællesskab på 1. sal af frisørsalon Afrodite på Fogtmanns Plads 9.
Hanne er uddannet sygeplejerske, zoneterapeut og kraniosakralterapeut og har siden 2018 haft Klinik Fysisk Velvære. – Privat bor jeg i Vejen, hvor jeg har klinik. Oprindelig er jeg dog fra Hjerting, og jeg har et godt kundegrundlag herfra egnen. Med klinik i Varde behøver mine nuværende klienter ikke køre så langt, siger Hanne Thuesen, der selvfølgelig også håber på at få endnu flere lokale kunder.
Malene Wonsbek er nyuddannet akupunktør. For hende bliver klinikken en fritidsbeskæftigelse, da hun fortsat vil være handelschef i Varde på fuld tid. Malene, der er RAB godkendt, er blandt andet også uddannet lægeeksamineret fysiologisk massør og bailine terapeut
– Jeg har løbende taget forskellige uddannelser indenfor alternativ behandling, senest en 360 timers uddannelse til klassisk-kinesisk akupunktør i Århus. Da der pludselig opstod mulighed for et klinikfællesskab med Hanne, sprang jeg til. Jeg glæder mig utrolig meget til at byde velkommen i min klinik, der har fået navnet AKU-Flow.
Indehaver af salon Afrodite, Birgitte Bendtsen, hilser det nye initiativ velkommen.
– Jeg har ikke længere ansatte, så der er god plads her hos mig. Jeg synes, det er dejligt, at mine ekstra kvadratmeter kan danne rammer for spændende, alternative muligheder, siger Birgitte.
Foto: Som udgangspunkt vil Hanne (tv)have åben for booking i klinikken i Varde hver onsdag. Malene (th) vil have tider på torsdage. PR-foto