Store nyheder på vej hos Nicolai

– Hør meget mere om dem til Boligdage.dk

Du har måske set ham før, eller hørt om ham? Og det er ikke så underligt, for Nicolai Thaysen Køhler sætter sit præg mange steder. Nicolai er selvstændig erhvervsdrivende med flere firmaer på sit CV. Han kan kurere din PC for virus, indstille dit TV, og så kan han hjælpe dig med at få sat rammerne til den helt perfekte fest.

– Jeg har i mange år arbejdet med computere, faktisk så længe, jeg erindrer, smiler Nicolai, der også snart fandt ud af, at med al den udvikling, vi så indenfor TV, var der brug for hjælp til at knække koderne.

– Det er en forunderlig verden, når vi tænder for TV’et i dag, og jeg forstår godt, at mange kan have vanskeligt ved at finde rundt i pakker, bokse og fjernbetjeninger, siger Nicolai, der har kontor på Tømrervej, men i næsten lige så stort omfang driver kontor fra sin bil, i det mange kunder efterspørger hjemmebesøg.

Interessen for lyd og lys kom lige så stille snigende, og før Nicolai havde set sig om, havde han skabt firmaet Varde Lyd&Lys – også kendt som Vardeudlejning.dk.

– Det er den her prik over det berømte I, jeg kan tilbyde at sætte, i form af professionelle lydeffekter og alle former for discolys… plus alt det andet griner iværksætteren, der netop har købt nyt ind til festafdelingen, – men det kan du høre meget mere om, når du besøger Nicolais stand på Boligdage.dk d. 11. og 12. marts i Sportium Varde.